En meningsmåling foretaget af Wilke for Jyllands-Posten, fortæller at et flertal på 52,7 procent af rød bloks vælgere mener at den danske udlændingepolitik er for stram. Omvendt mener blot 24,5 procent, at Danmark tager imod for få asylansøgere. 48,1 procent mener antallet er passende og 19,5 procent at vi tager imod for mange. Den ansvarsfrie godhed er et venstrefløjsfænomen, men hykleriet er på begge fløje.
Tidligere i dag valgte Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) at trække sig, og umiddelbart så lykkedes konservative Søren Pape med ‘Projekt medietid’. Sagen vil trække veksler på samarbejdet i blå blok i årevis, og der er mange tabere – ikke mindst blandt vinderne. Det være sig blandt andet partiets (eneste) håb Rasmus Jarlov, der for blot 6-7 uger siden skrev følgende om Liberal Alliances valgtrusler.
“Hvis man skal vælte en regering, så man får en dårligere regering i stedet, skal det være på grund af en virkelig vigtig sag. Det kunne f.eks. være spørgsmålet om udskiftning af befolkningen gennem masseindvandring. Det kunne også være sikkerhedspolitik eller hvis statsbudgettet var helt ude af kontrol.
I en tid hvor verden står i flammer, og Danmarks fremtid er alvorligt truet af flygtningestrømmene, ville jeg derimod ikke eksperimentere med at lade partier med en slappere udlændingepolitik overtage landet på grund af en strid om, hvorvidt skatten skal lettes nogle milliarder i toppen eller i bunden af indkomstskalaen. Uanset hvor meget jeg end ønsker lavere skatter.
Men vi har åbenbart forskellige prioriteter i de forskellige partier.”
I modsætning til den gennemsnitlige dansker, så kan politikere holdes ansvarlig for et eventuelt misforhold mellem det de siger, og det de gør. Om der hersker ‘ordentlighed’ for nu at bruge et begreb, som De Konservative relancerede i denne uge. Politik er det muliges kunst, og ingen slipper helt uskadt fra politiske processer, men politikere har i sidste ende kun sin integritet. Flere konservative partisoldater har tabt terræn de senere dage.