I dag er det præcist 100 år siden De Konservative afholdt et stiftende Landsråd. Nærværende skribent havde nok meldt mig ind i partiet for 17-18 år siden, hvis ikke jeg havde debatteret politik med kulturrelativiske ungkonservative i net-debattens spæde barndom. I dag forfølger de sikkert økonomisk frihed i Liberal Alliance eller værdipolitisk ditto i Alternativet, for konservatisme lader sig i sagens natur vanskeligt forene med sin modsætning.

Konservative Christian Egander Skov ironiserede i en kronik i Kristeligt Dagblad over partiets fallit, med en historie om fremskridtets vinde.

“… historien er en risikabel proces. Det kan godt være, at vi som mennesker er dømt til at leve under den evige udviklings lov, og det kan endda være, at dette på sin vis er godt. Men udvikling er ikke altid fremskridt, og fremskridt betyder ikke altid bedring for alle. Hvis fremskridtets vinde blæser stærkt nok til, at samfundsskibet kan bryde kraftfuldt gennem historiens bølger, så blæser de jo samtidig stærkt nok til at skubbe så vel kaptajn som besætning og passagerer ud over rælingen med druknedøden til følge.

Løsningen – for den konservative så vel som for ethvert fornuftigt menneske – er i sådan en situation hverken at danse vildt, utøjlet og begejstret på dækket i bar beundring over vindens styrke, mens stormen kaster skibet snart til den ene, snart til den anden side. Så går skibet snart ned med mus og mand. Men løsningen er selvsagt heller ikke at gemme sig under dækket og drømme om blikstille vand. Det forsvinder bølgerne ikke af.”

Set herfra må konservatisme være national eller slet ikke. Det er fint med ideologisk modstand mod ‘grundskyld’, eller en kamp for flad skat på 33 procent, men et skib der tager vand ind, kan ikke sætte en kurs – for nu at blive i Skovs analogi. Hvis De Konservative konkurrere med erklærede liberalister om lavere skatter, så vil de tabe til der ikke er mere at tabe. Måske til Nye Borgerlige, for som Hans Hauge så rigtigt pointerer i dagens Berlingske, så sætter man nyt foran, for at få det gamle tilbage.

Yderst pædagogisk kronik af Hans Hauge i Berlingske, der henviser til værker af Allan Bloom og Samuel P. Huntington – Konservatismens mærkelige død, der henviser til . Must reads.

“Det forholder sig sådan, at alle de bevægelser, hvor vi sætter ordet neo- foran, er bevægelser eller ideologier, der har været forsvundet, og som nu vender tilbage. Neo- har erstattet forstavelsen post-. Den brugte vi meget før i tiden: postmoderne, postdemokratisk, postkolonial osv. Det gamle vender tilbage som nyt. Neokonservatisme, New Labour, neoliberalisme.

I midten af 1970’erne begyndte man i USA at tale om neokonservatisme. … I forbindelse med den amerikanske neokonservatisme har den politiske filosof Leo Strauss (1889-1973) spillet en stor rolle. Jeg skal ikke redegøre for hans tanker, men kun nævne, at han forsvarede fornuften og bekæmpede den omsiggribende kulturrelativisme i datidens USA. En af hans elever hed Allan Bloom. Han skrev en bog, som hed ‘The Closing of the American Mind’ (da. ‘Vestens intellektuelle forfald’). …

Efter Murens fald trådte en ny gruppe neokonservative ind på scenen. The neocons kaldes de. En af dem havde også været med i den første gruppe, nemlig Samuel J. Huntington, der i 1993 skrev en af epokens vigtigste artikler i tidsskriftet Foreign Affairs: ‘The Clash of Civilizations?’

Den kom til at præge den politiske diskussion efter Murens fald så meget, at alle politikere var tvunget til at tage afstand fra den. Selv Bush… Bush selv praktiserede en såkaldt ‘compassionate conservatism’, dvs. en medfølende konservatisme. Det samme kan siges om Camerons hug-a-hoodie politik, der går ud på at kramme de unge med hætter på i stedet for at forfølge dem. Vi ville næppe kalde Bush og Cameron neokonservative, men neoliberale. Ja, hvorfor ikke? Der findes vel næppe nogen, vi i dag ville kalde neokonservative. De forsvandt i USA, da Barack Obama kom til magten, og i Norden findes de ikke. Har neoliberalismen virkelig sejret over neokonservatismen og de andre konservatismer? Nej, ikke helt.

Der er faktisk opstået en ny konservatisme i Europa, og den har et navn, som vi ikke har været vant til at bruge: Nationalkonservatisme. … Der synes at være opstået en ny alliance mellem det nationale og det konservative, der er hinsides det økonomisk rentable. De nationalliberale ser ikke nationen som et firma, der skal brandes. I Polen er der en nationalkonservativ regering. I Tyskland er der markante nationalkonservative tænkere som filosofferne Peter Sloterdijk og Rüdiger Safranski samt forfatteren Hans Magnus Enzensberger. Og der vrimler med dem i Frankrig. De har én ting til fælles: et forsvar for nationalstaten, et forsvar for grænser og et forsvar for dannelse.

Spørgsmålet er, om nationalkonservatismen kan undgå at blive underlagt neoliberalismen, eller om vi kan tale om ‘the strange non-death of national conservatism’. For hvorfor er nationen ikke død, når vi nu lever i både EU og i en ‘globaliseret verden’, som de neoliberale hele tiden minder os om i kor med gammelsocialisterne?”