Berlingske har talt med ‘Maria’, der som 19-årig fortalte sine forældre, at hun havde fundet en dansk kæreste. De sendte hende med onklen til Tyrkiet på genopdragelse, men da hun kom hjem genoptog hun forholdet, og tog den fulde konsekvens. I fem år så hun ikke sin familie. I dag arbejder hun som socialrådgiver for ‘Dialogkorpset’ under Styrelsen for International Rekruttering og Integration.
‘Maria’ troede hun selv kunne vælge kæreste, men som eksemplet viser, så vil der i de her historier altid være et element af ‘frivillig tvang’. Her lidt fra historien citeret fra BT – Maria fik en dansk kæreste – og blev sendt på genopdragelse som 19-årig
“Tre uger inden Maria Hansen blev sat på et fly til Tyrkiet i 2002, havde hun fortalt sine forældre, at hun havde fundet en dansk kæreste på handelsskolen. De havde holdt forholdet hemmeligt for hendes tyrkiske familie i lang tid, men hun var 19 år, født og opvokset i Danmark og opdraget med løftet om, at hun selv måtte vælge sin mand, når den tid kom. Men kæresten var kristen, så Maria Hansen håbede mere end troede på, at forældrene ville tage nyheden pænt.
‘Min far var gal. ‘Hvad tænker du på? I vores kultur har man ikke kærester!’ nærmest råbte han af mig. Min mor var også vred,’ fortæller hun.
… en aften, lige før Maria Hansen blev sendt til Tyrkiet, var hun blevet opsøgt af en af forældrenes bekendte, mens hun var på besøg hos sin kæreste. En ifølge Maria Hansen hardcore, kriminel tyrker fra bandemiljøet, der lige ville fortælle, at det nok var en god idé at droppe kæresten.
‘Jeg var nok allermest bange for at blive skudt. Og så kan man stille spørgsmålet: Tror du virkelig, de kunne finde på at gøre det? Det er jeg bare nødt til at sige ja til. For jeg ved, at ære betyder rigtig, rigtig meget i de her kredse. Hvor vigtigt ry, status og omdømme i lokalsamfundet er,’ siger Maria Hansen.”