Først var det Henrik Sass Larsen (S), så kom Pia Olsen Dyhr (SF), og tirsdag aften var turen så kommet til Mette Frederiksen (S). Selvom hun traditionelt har tilhørt partiets venstrefløj, så har hun efterhånden forstået at vejen til Statsministeriet går via en udlændingepolitik der gør vold mod venstrefløjens selvforståelse.
Velfærdsstat eller humanisme? Partiets akademikere og store dele af det organisatoriske bagland vil have det sidste, men der er flere vælgere i det første. Det ved Mette Frederiksen alt for godt, og så må man jo ændre politik, når nu magten er et mål i sig selv.
Det er selvfølgelig godt at Mette Frederiksen er blevet klogere, og det er dårlig stil at revse den omvendte synder, men det er altså bare ikke godt nok. Hun taler stadigvæk med det udgangspunkt, at vi har et overordnet ansvar for fallerede staters befolkninger. Hun taler om øget engagement i nærområderne, bruger begreber som ‘vores flygtninge’, og benytter enhver lejlighed på at iklæde den nødvendige kynisme en humanistisk facade. Fokus på ‘massive ligestillingsproblemer’, eksempelvis.
På intet tidspunkt i det tyve minutter lange Deadline-interview, gav hun indtrykket af, at hun forstod hvad det kristne Europa står overfor. At det ikke handler om problemer der kan løses med en anden indsats, ‘bedre integration’, så at sige. Hun har ikke taget et fundamentalt opgør med selve ideen om, at det er muligt at ændre folks kulturelle ballast. Alt er prøvet i tyve år, og hun tør ikke engang kræve kulturel assimilation. Ikke at det vil ske i praksis uanset hvad, men det er bare ikke godt nok at undskylde lidt, og så lige påpege at vi skal tænke over antallet.
Vi skal ikke have færre indvandrere, for at vi nemmere kan integrere dem. Vi skal have færre indvandrere, fordi de ikke integrerer sig. Forstår hun ikke det, så forstår hun ikke noget, og er hermed stadig en del af problemet. Til sidst fortæller at hun ‘håber’ Socialdemokraterne nu kan etablere en bedre integrationspolitik. Håbet er lysegrønt, men det er det Saudi-arabiske flag også.
Citater.
“Jeg har jo selv haft en anden politik, og stået på nogle andre holdninger.”
“Det er altid vigtigt, at have sine værdier og principper, men de skal også kunne virke i virkelighedens verden. … Jeg har ændret syn og holdning, fordi vi ikke er så gode til at få integration til at lykkes. Der er vi nødt til to ting, tænker jeg. Det ene er at vi må love hinanden at gøre det bedre, den her gang. … Det andet er, at vi bliver nødt til at vide med hinanden – og der tog jeg fejl i 2001, at antallet har en betydning på grund da af den manglende integration. Der er problemer som knytter sig til den manglende integration. … Forudsætningen er at der ikke kommer flere, end vi kan integrere.”
“Det Henrik og jeg deler, det er jo en social indignation i forhold til de problemer det her fører med sig.”
“Vi skal have integrationen til at virke, og det kan vi også godt, hvis vi tænker os godt om. Der må være en balance, så vi ikke tager flere in, end vi evner at integrere.”
“Ret skal være ret, hvis vi andre, og det er også mig, havde lyttet til dem allerede i 80’erne, i 90’erne, så ville vi i Danmark have ført en helt anden flygtninge- og udlændingepolitik, som både vil have gavnet den enkelte flygtning og udlænding, fordi vi ville have kunne etablere en bedre integration, men også have gavnet Danmark som et hele. Nogle gange tager ting tid, og jeg håber vi kan etablere det nu.”