Jens Kindberg er opstillet for De Konservative til både Borgerrepræsentationen i København og til Folketinget, men det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, for hans synspunkter ligger på lange stræk så langt ude på venstrefløjen, at han ligger i skarp konkurrence med Enhedslisten og Alternativet – i hvert fald når det gælder indvandringspolitikken.

Den har han skrevet om i et blogindlæg på JP under overskriften “Stram indvandrerpolitik er en tabersag” – og ikke nok med, at man må skue langt efter borgerligheden –  de forældede venstrefløjsfloskler står også i kø: “Fremmedfjendskhed er yt – mangfoldig er in”, “Ignorance må ikke slå tolerance,”, “Heldigvis bliver der slået ned på politikere, der fascineres af semiracistiske tendenser”, ” ytringsfrihed ikke opfattes som en ytringspligt” og “befolkningen har gennemskuet populismen” er blot nogle af de bedagede og tåbelige udsagn, Kindberg slynger om sig med.

Èt er, at Kindbergs påstand om, at en stram indvandringspolitik er en tabersag, er helt ude i hampen al den stund, at en stor del af befolkningen bakker den op. Noget andet  – og langt værre – er, at han som borgerlig politiker udviser en foruroligende mangel på viden om (eller negligering af?), hvad der sker i den by, han gerne vil være med til at lede.

Må jeg minde om de stigende problemer med ghettodannelse og kriminalitet i f.eks. Mjølnerparken og Tingbjerg, Indsættelsen af militæret til at beskytte synagogen i Krystalgade mod (muslimsk) terror, overrepræsentationen af funktionelle analfabeter blandt indvandrerdrenge på de københavnske folkeskoler, særkrav om kønssegregering i svømmehaller, særkrav om halal-mad i daginstitutioner – for slet ikke at tale om den radikalisering, der foregår med udgangspunkt i miljøet omkring især moskeen i Heimdalsgade. Alt sammen blot et udpluk af de problemer, som indvandringen har skabt i Danmark og i København, og som Kindberg som konservativ har den frækhed både at negligere – og samtidig beskylde dem, der tager problemerne alvorligt for at være semiracister og populister.

Det er ikke bare helt i skoven – det er en nedrig påstand, og den bliver så meget desto værre af, at Kindberg roder rundt i begreberne, taler om “indvandring” en bloc som “ønskeligt” og anklager det flertal af danskere, som går ind for en stram indvandringspolitik for at være blinde for og modstandere af den indvandring, der kommer fra lande som Chile og Kina.

Intet kunne være mere forkert – og det er faktisk helt utroligt, at Kindberg kan påstå noget sådant, for det har aldrig været muligt for selv den mest ihærdige journalist at opdrive en dansker, som synes det er helt fint, når en kinesisk, filipinsk eller sydamerikansk ægtefælle til en dansker ikke kan få lov at blive i Danmark, fordi de desværre også rammes af de regler, der skal holde den uønskede tilvandring fra døren.

Kindberg forsøger at slå sig op som en art fornuftens afbalancerede stemme i indvandringsdebatten, men han fejler fælt. Både i forhold til truslen fra islam og den muslimske indvandring, som han tydeligvis ikke ved noget om og derfor heller ikke har den fornødne respekt for. Og ikke mindst fejler Kindberg i forhold til de vælgere, der fortsat tror, at en stemme på de Konservative stadig er en stemme på borgerlige værdier og værnet om fædrelandet. Det er det så langt fra.