“Du gør det DÅRLIGT, Søren!” Det var Sørens Krarups fyndige besked til Danmarks justitsminister, da de i foråret tilfældigt passerede hinanden i vandrehallen på Christiansborg.

Og den holdning er der mange, der deler. Søren Pind, der tidligere nød en hvis anseelse langt ind i nationalkonservative kredse, bliver i stigende grad betragtet som svag og handlingslammet og uden hverken forståelse for eller indsigt i de massive sociale og kulturelle problemer, han selv er med til at importere med de titusindvis af muslimske migranter, han som justitsminister lukker ind i landet.

De seneste uger har utilfredsheden med ham fundet en form for afløb i en heftig debat mellem Pind på den ene side, og en række nationalkonservative debattører og meningsdannere (bl.a. Katrine Winkel Holm, Eva Selsing og Kasper Støvring) på den anden, der bl.a. har kaldt Pinds opgivenhed og manglende forsvarsvilje for “strudsepolitik” og “defaitisme”. Som Katrine Winkel Holm skriver:

“Så grunden til, at vi ifølge Søren Pind ikke er i krig med islam, er, at det er en krig, han ikke orker. En krig, han ikke tror, vi kan vinde, og en krig, han ikke har tænkt at åbne danskernes øjne for og forsvare os imod.

Holdningen kan bedste beskrives som defaitisme. Magelighed. Slaphed. Selvopgivelse med dertilhørende selvvalgt blindhed.”

Pind har svaret igen ved at betegne dem som “den yderste højrefløj” og beskylde dem for at opildne højreradikale Breivik-typer:

“Jeg vil hellere bruge udtrykket, at det er en sygdom, der spreder sig. Den er ideologisk anført af islamismen. Men den yderste, yderste højrefløj følger med. I den proces påvirker man også psykisk syge mennesker, som har et behov for et entydigt, klart rum, man kan være i. Hvor man kender alle regler. Hvor man ved, hvad man skal. Hvor sandhederne er for-etablerede. Hvor man kan være heroisk«.

Altså, det der skaber Breivik-typer?

»Breivik, ja. Eller ham fra terrorangrebet i München”

Det foruroligende ved Pinds argumentation er ikke så meget selve indholdet af den – at vi ikke er i krig med islam, at islam kan reformeres osv. – men de associationer, han skaber i forhold til sine modstandere. Hvad der på overfladen ligner en værdidebat, hvor begge sider går til stålet, viser hvordan Søren Pind benytter sig af et nedrigt debatkneb ved at associere sine modstandere med det værste af det værste, her: islamister og Anders Behring Breivik.

Reaktionerne kom prompte: DFs Søren Espersen afkrævede svar på, hvem det var Søren Pind mente, når han talte om “det yderste højre” og Katrine Winkel Holm skrev i sin klumme :

“Breivik var med andre ord bindegal, og i øvrigt dybt isoleret fra den islamkritiske strømning i Vesten. Dertil var han i besiddelse af en stor og voldsom foragt for alt, hvad kristne og konservative sætter højt. At fremstille Breivik som en konservativ ”højrefløjsfigur” er derfor totalt meningsløst og vidner om almindelig uvidenhed.”

Det fik Søren Pind til at trække lidt i land – men ikke helt. “Den yderste højrefløj” er i hvert fald ikke DF og Martin Henriksen, som han siger på en facebook opdatering 22. august, men særlig meget nærmere kommer han det ikke. Resten blafrer i vinden og lagres i baghovedet på læserne til næste gang, Pind føler sig kaldet til at dæmonisere sine debatmodstandere.

For det er hverken første eller sidste gang Søren Pind udspekuleret har associeret de borgerlige meningsdannere og debattører, der er lidt mere borgerlige end Pind selv med fanden selv – for så at trække lidt, men ikke helt, i land:

Vi skal således ikke længere tilbage end til Pinds grundlovstale fra juni i år, hvor han,i modstrid med sandheden påstod, at Trykkefrihedsselskabet gik ind for deportation af muslimer, hvilket Pind og med en tidligere brugt nazi-association mente havde “en klang af togvogne” :

“Jeg bemærkede engang i et foredrag for Trykkefrihedsselskabet, at dele af diskursen havde en klang af togvogne – hvortil en herre rejste sig op, og afkrævede mig svar på, om jeg mente KZ-lejre eller deportation. Jeg måtte forstå, at i deportation så han ingen problemer… Men det er en vrangforestilling. En udansk af slagsen. Vel kan vi da ej smide folk, der har statsborgerskab og slægt og familie her, ud af dette land fordi de måtte have en anden tro, et andet udseende, en anden baggrund end vores. Hvordan skulle det gå for sig? Bare billederne får mig til at væmmes”

Efter stærke reaktioner fra Trykkefrihedsselskabet og en tur i pressen inviterede Pind Trykkefrihedsselskabets formand, Katrine Winkel Holm på forsoningskaffe – men togvognsassociationen hænger sært ved. Det var da heller første gang han fremsatte selvsamme usandhed, men genbrug fra tidligere – og også dengang gav han, delvist, en forblommet undskyldning.

Nu er Søren Pind så ude med en ny udgave af sin guilt by association debatstrategi. Denne gang er det cand. psych., debattør og tidligere frontfigur i For Frihed-demonstrationerne, Nicolai Sennels, der må holde for og lide den tort at blive taget til indtægt for nazi-udtalelser. I et interview til Fyens Stifttidende den 28. august siger Pind bl.a. :

” Derfor løber det mig koldt ned ad ryggen, når jeg ser folk bruge udtryk som den “endelige løsning”, som Nicolai Sennels fra DF, eller ham, der ville have mig til at læse David Duke. Det har intet at gøre med borgerlighed, som i min terminologi også udviser et åndeligt overskud.”

Nicolai Sennels har prompte reageret og sagt, at han aldrig har brugt udtryk som den “endelige løsning”, men alene talt om et “endeligt opgør” med islamismen, hvilket jo er noget ganske andet. Alligevel har det formodningen for sig, at Pinds nazi-association vil hænge meget længere ved Sennels end den halvhjertede beklagelse Pind efter al sandsynlighed igen må rykke ud med.

At Søren Pind så konsekvent forfalder til forsøg på at skade sine debatmodstandere ved at associere dem med morderiske og totalitære ideologier og personer er dybt usympatisk og ikke en minister værdig. Og det er som før nævnt påfaldende, at denne dæmonisering konsekvent anvendes over for debattører, der er mere borgerlige end Pind selv. Ikke mindst i lyset af, at han i alt væsentligt benytter samme metode, som venstrefløjen i årevis har anvendt til at udgrænse og udskamme de borgerlige og deres “menneskesyn”. Selv vil Søren Pind, der er meget USA-begejstret, dog nok foretrække at blive sammenlignet med den tidligere republikanske spindoktor Karl Rove, der også var berygtet for at dæmoniserer sine modstandere og stille dem i et dårligt lys.