Ondskaben erobrer kirken i Canada, når assisteret selvmord fremmes som en gave fra himlen. At tage sit eget liv skal støttes af »omsorgsfulde« præster.
Den anglikanske kirke i Canada offentliggør en liturgi for assisteret selvmord. Da Canada tillader stadig flere at vælge »MAiD« – Medical Assistance in Dying, landets statslige program for eutanasi – står kirkerne over for et pastoralt problem, skriver Ken Ham i Answers in Genesis.
Hvad gør man, hvis nogen i menigheden beslutter sig for at afslutte sit eget liv med hjælp fra en læge? Tja, ifølge Den anglikanske kirke i Canada skal man gå hen til den pågældendes sengekant med en færdigudarbejdet liturgi.
Selvmord fremmes som en religiøs handling.
Mange af diskussionerne om, hvad der udgør en god død, søger at fremhæve den døendes værdighed som den højeste værdi. Meget ofte er forståelsen af værdighed knyttet til ens handlefrihed – at kunne tænke, handle og træffe beslutninger på egen hånd.
Menneskelig værdighed hviler imidlertid på, at vi er skabt af en kærlig Gud. Det er ikke noget, der skal knyttes til et spørgsmål om værdi, som skal fastsættes efter standarder, der sætter handlefrihed som den højeste værdi for værdighed.
Gud har givet os værdighed og værdi som en del af, hvem vi er som Guds skabninger. Vores handlefrihed i beslutninger om sundhedspleje er desuden noget, vi må overlade til Gud i vores skøn. Vi træffer ikke beslutninger alene, men i Guds nærvær.
Denne kirke taler om »Guds skabninger« i stedet for at sige, at mennesket er skabt i Guds billede. På den måde formår dette liberale kirkesamfund at sætte evolutionsteorien i forgrunden, foran Gud.
Selvfølgelig bør kristne heller ikke afvise videnskabelige teorier. Men en kirke bør ikke fjerne Gud fra sin forståelse af virkeligheden; det bliver som en Liverpool-tilhænger, der mister troen på sit hold og klubbens historie. Man behøver faktisk ikke meget fantasi for at acceptere evolution som et sandsynligt faktum, samtidig med at man knytter det til noget helligt.
I kristendommen er det almindeligt at betragte livet som helligt. Men denne kirke fordømmer ikke eutanasi for det, den er – bevidst drab på et menneske (mord). De opfordrer folk til at acceptere at tage deres eget liv på baggrund af Skriften.
Det er ikke vores hensigt at gå ind i de etiske diskussioner omkring MAiD, og heller ikke at fremføre et moralsk argument for eller imod MAiD. Dette materiale handler om at imødekomme de pastorale behov hos mennesker, der befinder sig i livets afsluttende fase.
Med andre ord: »Det kan være rigtigt, det kan være forkert. Hvem er vi til at dømme det? Men her er et hjælpemiddel, der giver dig bønner og bibelvers, du kan bruge ved sengen hos en, der tager sit eget liv.«
Ondskaben fortsætter bare.
Et centralt spørgsmål for nogle præster vil være, om de, når de udtaler Guds velsignelse over den døende, velsigner selve beslutningen om at gå videre med dette eller selve indgrebet.
For nogle, der følger retningslinjerne fra visse bispedømmer eller deres egen samvittighed, vil det være vigtigt at gå den krævende vej ved at udvælge og tilpasse bønner fra dette materiale, som ikke giver indtryk af, at indgrebet – den medicinske dødshjælp i sig selv og beslutningen om at benytte sig af MAiD – ikke modtager Guds velsignelse. Det er imidlertid en naturlig del af sjælesorgen at bede for den døende og give vedkommende Guds og Kirkens velsignelse.
Mennesker, der frivilligt og uden tvang vælger MAiD, kan faktisk være parate til at gå bort. De har levet med og lidt under komplekse helbredsmæssige udfordringer, og de ønsker, at smerterne skal høre op.
De ønsker at kunne sove. De ønsker desperat at spare deres familier og nærmeste for at skulle sidde og vente, mens de spekulerer på: »Hvor længe endnu?« De har udtømt alle medicinske muligheder, og de ved – alle ved – at der ikke findes nogen kur.
Nogle ønsker frem for alt ikke at være alene, når de dør, og at dø på en værdig måde. Nogle, som er kristne, ønsker også ikke at være alene, når de dør, og at dø på en værdig måde, med Guds nåde og velsignelse og med Kirkens nærvær ved sin side.
Dette lyder ifølge forfatteren i høj grad som en godkendelse af MAiD fra forfatterne af denne liturgiske vejledning. Man må stille spørgsmålet: Hvad har sådanne holdninger med kristendommen at gøre?
Med en sådan liturgi bruger man Bibelens sprog uden egentlig at tro på Skriften. De hævder, at det er op til den enkelte at vælge, om man vil tage sit eget liv eller ej, og at præsternes opgave er at stille op som støttepersoner – ikke for at overtale den pågældende til at ombestemme sig eller vise vedkommende Guds ord om, at drab er forkert. Man skal gennem liturgien deltage i den pågældendes selvmord.
Det er som om en læge dræber en patient. Bare fordi patienten har bedt om at blive dræbt, betyder det ikke, at drab er i orden. Hippokrates ville vende sig i graven.
Den religiøse hjemmeside skriver videre:
I en falden verden vil vi alle lide, men vi har ikke magt over liv og død, når det gælder vores egne kroppe. Vi er ikke selvbestemmende. Gud er vores Skaber, og Han holder vores liv i sine hænder og har suverænt skrevet antallet af vores dage ind i vores bog. Vi ser til Ham, ikke til vores egen fejlbarlige menneskelige visdom, for at finde ud af, hvad der er rigtigt og godt.
Uanset om de vil indrømme det eller ej, er en liturgi for eutanasi, at kirken velsigner valget om selvmord. Det er kirken, der accepterer det onde.
Man behøver ikke nødvendigvis at være kristen for at være enig.