Skulle en forfatter eller instruktør mangle inspiration til et dystopisk værk om fjendtlige erobrere, leveres der ikke meget bedre materiale end undergangsbillederne fra invasionen af Ceuta.

Det må have været den slags indre billeder, som fik Jean Raspail til at skrive The Camp of the Saints (1973) – titlen henviser til Johannes’ Åbenbaring, hvor “de helliges lejr” omringes – om en stor migrantflåde, der ankommer til Frankrig og udløser et civilisatorisk sammenbrud i Vesten. Eller man kan tænke på T.S. Eliots The Waste Land (1922):

Who are those hooded hordes swarming

Over endless plains, stumbling in cracked earth

…

Falling towers

Jerusalem Athens Alexandria

Vienna London

Unreal

EU melder nu ud, at migranterne er væk igen, men det er en løgn, som bl.a. TV2 og BT har blotlagt med reportere på stedet.  Afgørende er ikke, hvor mange migranter, der er taget hjem, for krisen er ikke overstået. At invasionen kunne ske så hurtigt og så omfattende og uden modforanstaltninger – politiet havde ordre om at lade migranterne passere – siger alt om Europas porøse grænser. Vi kender jo billederne, har set dem før, senest i 2015.

Den spanske regerings svigt og den spanske højesteretsafgørelse – at mennesker, som svømmer over landegrænsen, ikke kan returneres – er blot den aktuelle katalysator.

Krisen er netop mangeårig og skyldes fundamentale fejl i den liberale orden.

Det, der udspillede sig, var resultatet af en politisk beslutning om ikke at handle, og den beslutning blev truffet for længe siden. Den samme logik, vi har set i Ceuta, gør sig gældende i Middelhavet og ved Den Engelske Kanal.

Skal man forstå Ceuta, må man derfor både se på det konkrete svigt og på den bagvedliggende idé, der har gjort svigtet til det liberale systems funktionsmåde.

En overgivelse, snarere end en invasion

Invasion er et godt ord, men det dækker kun halvdelen af sandheden.

Den anden halvdel handler om, hvem der lukkede porten op. Pedro Sánchez har gennem sin regeringstid svækket selve forestillingen om Spanien som en suveræn stat med et afgrænset territorium. Hans masseamnesti for illegale migranter, som ifølge nogle skøn omfatter op mod to millioner mennesker, har gjort grænsen til en formalitet snarere end en realitet.

Når statsmagten selv opgiver kontrollen, er det ikke helt retvisende at tale om et overfald udefra (nogle analytikere giver fx Marokko skylden for Ceutakrisen). Det korrekte ord er overgivelse, som Jacob Reynolds skriver. Grænsen blev ikke brudt op med magt. Den blev skiftet ud med en svingdør.

Den spanske befolkning har i vid udstrækning bevaret sin tilknytning til national suverænitet. Det er eliten, ikke folket, der har lagt våbnene.

Vækst uden loft

Laurenz Günther har afdækket en central svaghed ved efterkrigstidens liberalisme: den definerer sig selv negativt, som det modsatte af fascismen. For enhver politisk variabel – international handel, indvandring, kulturel mangfoldighed – spørger den liberale elite ikke, hvad der er det rette niveau. Den spørger blot, hvordan man kommer længere væk fra det, en fascist ville have ønsket. Et kompas, der kun kender én retning, væk, er imidlertid ikke noget kompas. Det er en flugtplan.

Tallene taler for sig selv. Lad mig bare holde mig til tal for indvandring.

Efter fem århundreder med overvejende udvandring er Storbritannien siden omkring 1990 slået over i vedvarende nettoindvandring, som de seneste år er accelereret til niveauer, der ikke er set i et halvt årtusinde. Andelen af udenlandsfødte i vestlige lande følger samme opadgående kurve i årti efter årti, uden tegn på at flade ud, og estimater for den etniske sammensætning i lande som USA peger på en fortsat og accelererende udvikling, hvis de nuværende tendenser fortsætter uændret. En opgørelse for udenlandsk fødte i en lang række vestlige lande viser, at de gennemsnitligt udgjorde cirka 6 procent i 1990, men hele 18 procent i 2026.

Sprogets grænsevagter

Til denne institutionelle nedbrydning hører en retorisk.

Brendan O’Neill har i forlængelse af begivenhederne i Ceuta peget på, at den europæiske politiske klasse i årevis har overvåget sproget strammere end grænserne selv. Ord som invasion og kolonisering er blevet stemplet som ekstreme, mens det, ordene beskrev, fik lov at foregå uhindret.

O’Neill minder om, hvordan borgere, der brugte et ærligt sprog om det, de så med egne øjne, ofte blev mødt med langt hårdere fordømmelse end de politikere, hvis passivitet reelt gjorde udviklingen mulig.

“They forced us to say ‘asylum seeker’ about strong young men who were clearly economic opportunists. We were re-educated to use the term ‘undocumented migrant’ rather than ‘illegal immigrant’ – a cynical effort to veil the truth that the law had been broken. We were gaslit. The small boats contain women and children fleeing war, they said, when we could see with our own eyes that they didn’t.”

»De tvang os til at kalde stærke, unge mænd, der helt klart var økonomiske opportunister, for ’asylansøgere’. Vi blev omskolet til at bruge udtrykket ’papirløs migrant’ i stedet for ’ulovlig indvandrer’ – et kynisk forsøg på at skjule sandheden om, at loven var blevet overtrådt. Vi blev manipuleret. De sagde, at de små både var fyldt med kvinder og børn, der flygtede fra krig, selvom vi med egne øjne kunne se, at det ikke var tilfældet.«

Den samme forsigtighed, der har fået ord som invasion til at lyde som en provokation, har gjort det næsten umuligt at diskutere selve realiteten bag ordet. I stedet er befolkningerne blevet gaslightet til at tro, at der slet ikke er noget problem med indvandring, eller til at tro, at der tages effektivt hånd om problemet. Begge dele er løgne.

Domstolene som værn mod egen befolkning

Den juridiske arkitektur i EU gør problemet endnu mere fastlåst. Et virvar af afgørelser fra Strasbourg, Luxembourg og nationale domstole har i praksis gjort effektiv grænsekontrol og hjemsendelse næsten umulig.

Selv i de tilfælde, hvor lov og orden genoprettes lokalt, er udsigten til, at de ulovlige indrejste nogensinde bliver sendt hjem, minimal.

Mens tusinder krydser uden tilladelse, har EU’s mest markante indgreb på grænseområdet været en økonomisk sanktion mod Ungarn – ironisk nok for netop at have forsøgt at beskytte sine grænser. Loven beskytter i praksis ikke borgerne mod ukontrolleret indvandring. Den beskytter systemet mod borgernes ønske om kontrol.

Domstolene er det sidste værn mod en politik, som et folkeligt flertal rent faktisk efterspørger. Resultatet er en mærkelig konstruktion, hvor det liberale demokratis institutioner arbejder imod den folkevilje, de i sit udgangspunkt skulle udtrykke.

Suverænitet som svaret

Vi har ikke brug for stater uden statsmagt. Vi har brug for suverænitet. For uden en forpligtelse på suverænitet er der intet forsvar, hverken hegn, love eller institutioner. Uden suverænitetens anker driver et samfund derhen, hvor menneskestrømmen vil have det. Illegale indvandrere bliver til borgere med stemmeret, der fører til styrkelse af liberalt-progressive partier, der så igen fører til de rædselsscenarier, forfattere gennem tiden har advaret imod.

Af Kasper Støvring