Jeg bryder mig ikke om at anfægte Trumps Iran-politik, som jeg har gjort ved flere lejligheder.

Vi – inklusive mig – gør klogt i at bemærke, at Trump er den eneste amerikanske præsident, der har identificeret faren ved, at barbarerne i Teheran anskaffer sig kernevåben, og har gjort noget for at forhindre det. Det skyldes naturligvis, at han har forstået, at det iranske regime vil bruge disse våben, så snart de får dem.

Trump har indset, at iranerne ikke er som andre atombevæbnede magter – Rusland, Kina, Nordkorea, Indien, Pakistan og Israel. Hvad man end måtte mene om disse landes regeringer, er de ikke galninge og tror ikke, at de vil fare til Allahs syvende himmel, hvis de udløser Armageddon.

I modsætning til de andre atommagter er Irans shia-muslimske herskere ligeglade med, hvad der sker med det land, de har besat, og den befolkning, som de med bestialske metoder har undertrykt de seneste 47 år.

Den russiske diktator betænker sig ikke på at sende 30.000 soldater i kødhakkeren hver måned. Men han er næppe ligeglad med Rusland – ikke nødvendigvis fordi han elsker landet, men fordi han har tænkt sig at overleve. Så vidt vides tror Putin ikke på en opstigning til et kommunistisk paradis, hvis han skulle komme af dage.

En mulig forklaring på Trumps hakkende krigsførelse kan være, at han først bomber og dernæst holder pause i forventning om, at de iranske magthavere har lidt så massive tab, at de må komme til forhandlingsbordet for at aftale noget, som de vil leve op til.

Det er i så fald en total fejlslutning. Allahs mænd i Teheran vil aldrig opgive deres plan om at bringe Vesten til fald – uanset hvor mange slag, der tilføjes deres magtapparat.

Man må håbe, at nogen fortæller Trump, at der kun findes én permanent løsning på det iranske problem, nemlig at shia-regimet bliver sat på porten og dets støtter stillet til ansvar for 47 års forbrydelser.

Måske har Trump forstået det og er i gang med at bevæbne det iranske folk, som er de eneste, der kan komme bøddelregimet til livs.