Når hospitaler bygges som fæstninger, og ældre mennesker ikke længere tør tage bussen, indser man, hvor meget et samfund har ændret sig. En tur til Vrinnevi Hospital, bliver en historie om et Sverige, hvor usikkerhed ikke længere kan ignoreres.
Jeg forlader Kvarsebo og tager bilen til hospitalet. Jeg boede i Beijing i et par år, tidligt i min karriere som computer konsulent. Nu spekulerer jeg på, om hele Norrköping er blevet en No-Go-zone.
Vejen til Vrinnevi tvinger dig gennem byen, uanset om du vil eller ej. Du skal forbi de store parkeringspladser til beboere i Navestad, langs Guldringen og Silverringen, og de åbne asfaltbelægninger ved Hageby og Mirum.
Norrköping – eller Mogadishu?
Det lugter af brand. Jeg trykker på knappen, så bilen recirkulerer den samme luft i kabinen. En af de der påsatte bilbrande, som man stadig kan lugte. Jeg prøver at se væk for at undgå at føle mig deprimeret, men mit blik er stadig trukket mod parkeringspladserne. Røgen er for længst forsvundet i den kølige aften, men grå sodflager falder stadig som beskidt sne i luften.
Jeg ser på soden og spekulerer på, om jeg stadig er i Norrköping, eller om jeg er blevet overført til Beirut eller Mogadishu.
En sort BMW bremser hårdt op lige ved skadestuen. Varmen fra grillen rammer min hånd. Jeg undgår chaufførens blik. Kørestilens arrogance gør mig forsigtig.
Man plejede at køre direkte ind her. Den gamle, snoede indgang var åben, lys og indbydende. Nu bliver man mødt af en lås, ligesom besøgs afdelingen i et fængsel. På døren møder blikket først et blåt skilt på arabisk, før man finder et på svensk, yderst til højre.
Bag tykt, skudsikkert glas sidder en vagt, som er usynlig for mig. Der trykkes på en knap, og dørene åbner sig for én person ad gangen. Er de gamle lokale drankere Ante, Börje, Magnus og Sven pludselig så farlige, at hele hospitalet skal pansres? Eller er de nyankomne, der har fremtvunget forandringen, dem med navne som Ali, Bilal, Muhammed og Samir?
Rive det sidste ned, vi har tilbage
Mine gamle S-kammerater vedtager den slags ting. De stemmer for fængselslåse på skadestuen og lader som ingenting, når folk taler om truslen. I næste åndedrag taler de om, hvordan integrationen skal løses, selvom det tager tre generationer. Med socialdemokratisk ingeniørkunst og tvungen blanding.
Det vil aldrig fungere. Hele boligområder rundt om i landet er allerede blevet ødelagt på præcis denne måde. De river bevidst det sidste ned, vi har tilbage.
De nægter at indse, at de er tvunget til at bygge fæstninger på grund af deres egne beslutninger. De afviser kritikken som racisme eller fordomme. De nægter at lytte til, at de ældre, jeg hjælper i min fritid, lever i ren frygt. Mennesker, der har betalt over 12 millioner kroner i skat gennem hele deres liv.
Velfærdsstaten forvandlet til et mareridt
Som tak får de dette fra politikere, der stadig lyver om, at sundhedspleje er gratis. Intet er gratis. Vi har betalt for hver en mursten gennem hele vores liv. Vi har også betalt for at blive behandlet paternalistisk af både hjemmeplejen og sundhedssystemet. Velfærdsstaten forvandlet til et mareridt.
Bussen er ikke et alternativ. Trygheden der er væk, på trods af at den også er finansieret af skatter, uanset om du bruger den eller ej. Ældre mennesker med elendige pensioner, klamrer sig til deres gamle rustne biler. Benzin og forsikring får koste hvad som helst, så længe de ikke behøver at tage bussen, og kan køre forbi det lokale indkøbscenter til butikker, hvor bander ikke hænger ud. Det meste af tiden i hvert fald. Man ved aldrig, hvor de dukker op.
I venteværelset er stole og bænke boltet fast til gulvet. Alt er fastgjort til væggen, ligesom i fængslet. Ingen løse genstande er tilladt. Alt kan bruges som våben.
Hellere død end hjemmepleje
Lille mor sidder hjemme bag sin nu fuldstændig værdiløse dør. Hun ryster ved de digitale nøgler, som kommunen har installeret og uddelt til snesevis af fremmede. Hendes hjem er ikke længere hendes borg. Hvem kommer ind i dag?
Personale udskiftningen er enorm. Et mærkeligt blik bag en niqab, eller en ung mand, hun ikke forstår, sendt for at vaske hendes kønsorganer.
Sagsbehandlerne er sure over, at hun siger nej.
Hendes ønske om i det mindste at have en kvinde den dag, hun skal bade, ignoreres, selvom de har lovet, at der kommer en kvinde. Lille mor betror sig til mig; hun vil dø. Hun har smerter, hun er bange. Hun vil falde i søvn, rolig og stille i sit eget hjem.
Milliarder til banderne – faste bænke til folket
I det indkøbscenter, som de ældre ikke længere tør besøge, ser jeg, hvordan pengesedler og små plastikposer skifter hænder helt åbenlyst. Jeg er selv en såkaldt narko-liberal. Jeg ser hellere, at handlen foregår kontrolleret gennem apoteker eller Vinmonopolet. Cannabis er mindre skadeligt end alkohol, har også medicinske anvendelser, og markedet har en anslået omsætning på 16 milliarder.
De penge burde beskattes af staten i stedet for at fodre bandeledere, skabe nye brande på parkeringspladser og sprænge trappeopgange i luften.
Der er intet skjult ved trusselsbilledet. Alligevel lader politikerne, som om intet er sket, låst fast i deres værdi drevne modvilje mod at se virkeligheden.
Vold er overalt, og har også flyttet sig ind i foyeren og fastgjort bænkene til betonen, hvor jeg nu sidder og venter på min tur.
Teksten blev oprindeligt offentliggjort på forfatterens Facebook-side og er gengivet med tilladelse.
