Den 15. juli 2026 vedtog det franske parlament loven om retten til assisteret dødshjælp (eutanasi og assisteret selvmord) med 291 stemmer for og 241 imod. Margenen på 50 stemmer er mindre end ved tidligere behandlinger.
Loven giver voksne mennesker med »uudholdelig lidelse« mulighed for at få hjælp til at afslutte livet. Den omfatter både aktiv dødshjælp, hvor lægen indgiver et dødbringende giftstof, og assisteret selvmord, hvor patienten selv drikker giftbægeret. Tilhængere kalder det en menneskerettighed og en værdig afslutning på livet. Kritikere ser det som et farligt brud på den medicinske etik og et skridt i retning af en »dødskultur«.
Ingen forbeholdsret for plejehjem og sundhedspersonale
Lovforslaget var et valgløfte fra præsident Emmanuel Macrons anden embedsperiode, og Macron-regeringen har presset hårdt på for at få loven vedtaget. Præsidenten har betegnet det som en del af vor tids moderne »ret til at dø med værdighed«.
På trods af omfattende modstand fra offentligheden og det faktum, at forslaget tre gange er blevet forkastet af Senatet, har regeringen påberåbt sig forfatningsmæssige beføjelser for at give Nationalforsamlingen det sidste ord i sagen.
Lægeforeninger og specialister i palliativ medicin advarer om en glidende skala: Fra uhelbredelig sygdom til psykiske lidelser, økonomiske problemer og livstræthed.
Katolske og religiøse kredse er stærkt kritiske. Ordenen Petites Sœurs des Pauvres – »De fattiges små søstre« – som driver 30 plejehjem i Frankrig, har tidligere varslet, at de vil indstille al virksomhed, hvis loven bliver vedtaget. De mener, at det er uforeneligt med deres kristne kald at deltage i aktiv dødshjælp.
Det er manglen på forbeholdsret, der er hovedårsagen til, at De fattiges små søstre truer med at lukke deres 30 plejehjem.
Loven pålægger alle sundhedsvirksomheder – herunder private og religiøse institutioner – at tilbyde indgrebet. Det betyder, at plejehjem og hospitaler ikke længere kan nægte at dræbe, selvom det strider mod deres etiske og religiøse overbevisning.
– Vægge har ingen samvittighed
En formulering, der vakte stor opmærksomhed under debatten om loven den 15. juli, kom fra parlamentsmedlemmet Olivier Falorni, en af lovens fremmeste tilhængere. Da der blev argumenteret for institutionel forbeholdsret, svarede han: »Les murs n’ont pas de conscience« – »vægge har ingen samvittighed«.
For Petites Sœurs des Pauvres er dette uacceptabelt. At blive tvunget til at udføre eutanasi ville være en direkte krænkelse af deres kristne tro. Ordenen holder fast ved sit kald i en tid, hvor andre institutioner bøjer sig for tidens ånd:
Frankrig: Klosterordenen vil lukke sine plejehjem, hvis en ny lov om eutanasi vedtages
Forfatteren Michel Houellebecq kom for nogle dage siden med en skarp advarsel i Le Figaro, hvor han beskrev lovændringen som intet mindre end eutanasi af selve Frankrig:
– Jeg kan ikke lade være med at tænke, at når Frankrig kræver adgang til dødshjælp for sine borgere, er det egentlig sin egen dødshjælp, landet beder om.
Det er nok at se nærmere på argumenterne fra tilhængerne af eutanasi for at blive overvældet af afsky. Disse argumenter kan egentlig sammenfattes i ét eneste, nemlig »værdighed«, men dette ord er blevet brugt så ofte og på en så pervers måde, at det er blevet svært at forstå betydningen af det:
At margenen blev reduceret til blot 50 stemmer, vidner om stigende modstand. Mange parlamentsmedlemmer har udtrykt bekymring over presset på sårbare grupper, svækkelsen af tilliden til sundhedsvæsenet og den etiske skelnen mellem at lindre smerte og at tage liv.