Præsident Trump har, som han skal, formelt meddelt den amerikanske kongres, at han har genoptaget den ”kinetiske” krig mod det iranske styre, og gennem fire dage har amerikanske styrker med flyangreb og droner slået hårdt til mod, hvad der er tilbage af Revolutionsgardens offensive kapacitet. De amerikanske angreb begrundes med, at Teheran trods løfterne om at holde Hormuz-strædet åbent gentagne gange har angrebet den civile skibsfart.
Trump meddeler, at det højt besungne ”Memorandum of Understanding”, som han påstod at have aftalt med de iranske fanatikere, er taget af bordet. Følgeligt genoptager USA blokaden af de iranske havne, mens skibe til og fra andre lande frit kan gennemsejle strædet.
Hvor længe den nye fase af krigen vil vare, ved kun Trump. Men det er unægtelig tvivlsomt, om han denne gang vil føre den krig til ende, som han satte på pause i april for at indlede forhandlinger. Trump tror åbenbart stadig, at det er muligt af aftale en ”deal” med de iranske fanatikere. Det skal nok passe. Problemet er, at iranerne ikke vil holde deres løfter. Som kyndige iagttagere har påpeget, vil Revolutionsgarden aldrig opgive kontrollen med Hormuz-strædet eller sine ambitioner om at anskaffe sig kernevåben. Det er selve styrets DNA og hele eksistensberettigelse, vi her taler om. Man kan lige så godt få Irans egentlige magthavere – nemlig Revolutionsgarden – til at opgive sine krigeriske ambitioner, som man kan formå løver til at spise jordbær.
Det skal som forklaring på Teherans fortsatte krigeriskhed tjene, at memorandummets bestemmelser om sejladsen gennem strædet mildest talt var uldne. Trump hævdede, at han nu havde bragt de iranske magthavere til fornuft, og at sejladsen var fri, hvorimod Revolutionsgarden tydeligvis hæftede sig ved nogle besynderlige formuleringer. I stedet for rent ud at meddele, at der skulle være fri sejlads gennem strædet, fremgik det af memorandummet, at iranerne skulle ”lave arrangementer” for at sikre den fri og gratis kommercielle passage gennem 60 dage. Og for at det ikke skulle være løgn, stod der også, at Iran ville føre dialog med Oman med henblik på at ”definere den fremtidige administration og maritime tjenester i Hormuz-strædet”. Man kan næppe fortænke iranerne i at have opfattet Trumps eftergivenhed som et tegn på, at de roligt kunne demonstrere deres magt over strædet.
Hvis Trump havde forestillet sig, at han med sød tale kunne få iranerne til at opføre sig civiliseret, blev han sørgeligt skuffet – hvilket enhver med nogenlunde omløb i hovedet let kunne forudse.
Som sagt skruer Trump nu – midlertidigt – bissen på, samtidig med at han fortsat holder døren på klem for en ”deal”. Der er vist ikke mange andre end Trump, som fatter, hvad denne strategi går ud på.
Med mindre hans hensigt er at skabe uro og indre strid blandt de iranske magthavere, hvoriblandt nogle kan blive nervøse over, at der måske foregår realitetsforhandlinger med ”den store satan”. Trumps fortsatte snak om en mulig aftale kan måske have til hensigt at underminere det iranske styre ved at skabe indre uro.
Det er nok den venligste udlægning af Trumps Iran-politik.