Jeg har altid haft sympati for det stadigt tilbagevendende oprør mod den kolde, formalistiske modernisme, mod bygninger og skulpturer, der ikke længere taler til mennesket, men kun til sig selv. Kritikerne kalder det ikke længere grimt, de kalder det sjælløst, følelsestomt og menneskefjendsk.
Det er ikke fordi, jeg nærer et nostalgisk ønske om søjler, gesimser og naturtro realisme, men alt for ofte får jeg fornemmelsen, når jeg går ture i byer og parker, at hér er en bygning, dér er en skulptur, der vender ryggen til mig, der betragter den.
Filosoffen Ortega y Gasset gav denne fornemmelse et navn for hundrede år siden: kunstens afhumanisering. Eller: Menneskets fordrivelse fra kunsten, som er titlen på en af hans kendte bøger.
Den moderne kunst, skrev han, vender sig bort fra det levede liv, fra genkendelsen og følelsen, og dyrker i stedet den rene, utilgængelige form. Hvor den ældre kunst søgte at røre, at spejle vores glæder og sorger, søger den nye kunst det modsatte: at holde beskueren på afstand, at gøre værket til en gåde, kun de indviede kan løse.
Den menneskelige skikkelse, den genkendelige følelse, forsvinder til fordel for linjen, materialet, den rene abstraktion. Mennesket – med sin længsel efter at spejle sig, at føle noget – bliver lukket ude af værket. Fordrevet fra kunsten, som var det et land, der ikke længere vil kendes ved sine egne indbyggere.
Tilbage står beskueren uden for glasruden og kigger ind på en fest, han ikke er inviteret til, mens kunstneren selv, indviklet i sin egen formsprog, knap synes at bemærke, at nogen står derude i kulden.
I en park nær en skole, jeg engang arbejdede på, står en kold og mørkegrøn skulptur, jeg altid har betragtet på afstand. Den udstråler noget utilnærmeligt, livløst. Det er, som om skulpturen er fanget i en uendelig forvrængning. De snoede bånd minder om ukendte skabninger, fanget i metal.
Skulpturen giver indtryk af et fremmed objekt, der ikke hører hjemme her, men som alligevel er trængt ind i vores verden. En tyst og ubevægelig skygge i skolens frodige park.
Men så på en usædvanlig varm og solrig dag var skulpturen pludselig fyldt med lys og liv. Skolebørn havde simpelthen klatret op i den, indtaget den.
Der var noget stærkt opmuntrende ved synet af børnene, der legede i den modernistiske skulptur.
Den var blevet et magisk objekt, en skjult skat, kun børnene havde adgang til. Børnenes energi strømmede igennem de kolde metalbånd, som om de tilførte skulpturen en puls.
Jeg betragtede scenen på afstand og glædede mig over deres leg og latter. Næste år, tænkte jeg, gider børnene ikke lege i skulpturen. Så er de vokset fra den.
Men skulpturen forbliver den samme, år efter år. Tung og uforgængelig.
Af Kasper Støvring