USA’s skiftende og ubeslutsomme politik over for Iran, kan ses som et tegn på svaghed, ikke kun af det iranske regime, men også af andre autoritære stater. Når verdens mest magtfulde militærmagt truer med handling, men samtidig bevæger sig mellem militære angreb, sanktioner og forhandlinger, får modstanderen større manøvrerum.
Det iranske regime, med Revolutionsgarden som en central magtfaktor, er blevet stadig mere aggressivt. Konflikten har også spredt sig til amerikanske baser og allierede i regionen, mens Hormuzstrædet er blevet et vigtigt presmiddel for Teheran.
For hver dag konflikten fortsætter uden en klar strategi, kan det iranske regime have større muligheder for at presse sine krav frem. Men efter min mening, er der også en anden forklaring på den amerikanske vaklen. Trump kan have begået en strategisk fejl, da han troede, at den type politik, der blev brugt mod Venezuela, kunne give et lignende resultat i Iran.
Situationerne er naturligvis forskellige. Men efter Venezuela-operationen kan der have været en forventning i Washington om, at stærk militær magt kombineret med økonomisk pres, hurtigt kunne fremtvinge et politisk resultat også i Iran. En analyse fra Washington peger på, at Trump og hans rådgivere muligvis forventede, at Iran ville blive svækket og destabiliseret hurtigt, sådan som de opfattede udviklingen i Venezuela.
Men Iran var ikke Venezuela. Det iranske regime og Revolutionsgarden havde både kapaciteten og viljen til at kæmpe imod. Dette rejste det vanskelige spørgsmål:
Hvad skal USA gøre, efter at den første strategi ikke gav det resultat, de havde håbet på?
Skal målet være at svække regimet? Tvinge det ind i en aftale? Fjerne dets ledere? Eller faktisk vælte hele regimet? Når målet ikke er klart, bliver vejen frem også uklar. Det kan være en del af forklaringen på, hvorfor den amerikanske politik over for Iran har virket så varierende: først trusler, så militær magt, så forhandlinger, nye krav, sanktioner og nye trusler.
I dag er Trump endnu engang vendt tilbage til økonomisk pres, efter at militære angreb og andre midler ikke hurtigt førte til det resultat, USA ønskede. AP beskriver denne nye drejning og peger på kritikken af, at USA’s strategiske mål ikke har været klare nok.
Problemet er ikke, at USA mangler militær styrke. Problemet er, at militær magt uden et klart politisk mål kan blive en fælde. Og det er måske netop her, det iranske regime har fået større spillerum. Når Teheran opfatter, at Washington selv er usikker på, hvordan konflikten vil ende, kan regimet presse hårdere på, stille højere krav og købe sig tid.
Men det handler ikke kun om Iran. Måske er det farligste det signal, det sender til resten af verden. Rusland følger nøje med. Hvis Moskva opfatter, at USA er militært bundet i Iran, mens Washington har svært ved at opnå et klart resultat, kan Putin få større tillid til, at Rusland kan presse Ukraine endnu hårdere.
Og Kina følger med fra den anden side af kloden. Hvis Beijing opfatter, at USA ser svagt eller lammet ud i sine handlinger over for Iran, kan kinesiske ledere begynde at beregne, hvad dette betyder for Taiwan.
Det betyder ikke, at Rusland nødvendigvis vil eskalere krigen i Ukraine, eller at Kina nødvendigvis vil forsøge at tage Taiwan. Men stormagter studerer hinandens svagheder. CFR’s vurdering fra 2026 påpeger, at en intensivering af krigen mellem Rusland og Ukraine, og en krise mellem Kina og Taiwan, er blandt de scenarier med et højt konsekvens niveau for amerikanske interesser.
Autoritære regimer følger ikke bare, hvad USA siger. De ser på, hvad USA rent faktisk gør.
En militær supermagt har måske verdens mest kraftfulde våben, men hvis dens modstandere opfatter dens politik som vaklende, mister disse våben noget af deres afskrækkelse. Der er forskel på at være svag og at se svag ud. Og i denne amerikansk-iranske konflikt ser USA svag ud.
I international politik kan sidstnævnte være næsten lige så farligt som førstnævnte. For mens stormagterne vurderer hinandens styrke, betaler almindelige mennesker prisen.
I Iran betaler befolkningen prisen for et brutalt regime. I nabolandene skaber iranske angreb og regionale magtkampe frygt og ustabilitet. Og jo længere konflikten varer uden en klar udvej, desto større er risikoen for, at den udvikler sig i en retning, som ingen fuldt ud kan kontrollere.
En stormagt behøver ikke altid at bruge sin styrke. Men verden skal tro på, at stormagten har viljen til at bruge den, når det virkelig gælder. Derfor er spørgsmålet ikke kun, hvor stærk den amerikanske hær og militærteknologi er.
Spørgsmålet er også: Har USA en klar strategi, og har landet viljen til at gennemføre den? For når verdens stærkeste demokrati begynder at tøve, begynder andre at beregne.
Rusland gør det.
Kina gør det.
Iran gør det.
Og det kunne være en meget farlig kalkulation.