Nye EU-sanktioner, der blev vedtaget i sidste måned, giver medlemslandene lov til at sælge olie eller anden last, der er beslaglagt fra skibe, der overtræder de europæiske sanktioner mod Rusland. Rusland reagerer kraftigt og kalder det piratvirksomhed, der vil få alvorlige konsekvenser.
– Vi vil blive tvunget til at svare med samme mønt, siger Putin.
Præsidenten tilføjer, at Rusland vil handle hvor som helst, hvor de selv anser det for nødvendigt og hensigtsmæssigt.
Svenske retsdokumenter fra tidligere i august viser, at Sverige vil overføre et beslaglagt russisk skib til Ukraine. Ifølge kystvagten står skibet på Ukraines sanktionsliste.
Konfiskering af russiske skibe og last vil markere en ny fase i EU’s forhold til Rusland.
Da EU truede med at konfiskere russiske tilgodehavender i det belgiske Euroclear, var der tale om en tilsvarende situation. Også dengang reagerede Rusland kraftigt, og EU undlod at gennemføre planen.
Denne gang ser det allerede ud til at være sket med et skib, som Sverige har beslaglagt.
Ukraines største eksportvare er korn. For at få det ud på verdensmarkedet er man afhængig af fri skibsfart. Rusland kan svare igen ved at beslaglægge ukrainsk korn.
Alt ligger til rette for en eskalering.
