Metropolitan Police fremstår i stadig mindre grad som en vogter af lov og orden og mere som et oppustet bureaukrati, der blot venter på at overvåge grænserne for, hvad der regnes som »respektabel« mening.

Det er derfor ikke så mærkeligt, at briternes tillid til politiet er i forfald. Nu forstærkes den manglende tillid på grund af sagen om professor Jason Arday. Og politiet angriber den journalist, der afslørede hele svindelnummeret, skriver Paul Birch i Spiked Online.

I 2025 undersøgte Jack Grove, en journalist ved Times Higher Education, påstande om, at den daværende professor ved Cambridge havde plagieret dele af sin ph.d.-afhandling, og kontaktede ham for at give ham ret til at svare.

Med andre ord: En journalist inden for videregående uddannelse tjekkede fakta og stillede kritiske spørgsmål til en fremtrædende akademiker. I et sundt demokrati er dette ikke mistænkelig adfærd – det er en journalists arbejde.

Kort tid efter indledte Met Police en efterforskning af Grove på mistanke om »chikane« af professor Arday. Grove blev pålagt ikke at tage yderligere kontakt til Arday, fordi hans henvendelser havde påvirket professorens »psykiske helbred«. Den sædvanlige mistænkte, med andre ord.

Men sagen blev hurtigt endnu værre.

Efter fire måneder konkluderede efterforskerne, at der ikke var grundlag for at rejse tiltale.

De kontaktede Grove for at informere ham om, at han ikke længere var under efterforskning, men opdagede da, at ingen overhovedet havde informeret ham om, at han var under efterforskning – så de formåede ikke engang at gøre det på en ordentlig måde.

Det kunne have været komisk, men ineffektive politistyrker med stor magt er egentlig kun tragisk. Man skulle tro, at politiet havde nok at se til uden at skulle behandle legitime anmeldelser om voldtægt, røveri og lignende alvorlige forbrydelser.

Men i hele Europa ignoreres alvorlig kriminalitet, og frygten for »hadefulde kommentarer« dominerer.

Indbrud og røverier affejes med et skuldertræk, uorden tolereres, og alligevel er det tilsyneladende nok, at en journalist stiller ubehagelige spørgsmål, for at sætte statens maskineri i gang.

Budskabet er brutalt enkelt – krænker du de forkerte følelser og trænger ind på det beskyttede område, kommer politiet og banker på døren.

Offentligheden accepterer politiets magt, fordi den stoler på, at denne magt vil blive udøvet upartisk til forsvar for de fælles friheder. Men sådan er det ikke længere, og tilliden til politiet er ved at forsvinde, og dets autoritet svækkes.

Det har vi set mange eksempler på, især i England, i de seneste år. Det er baggrunden for, at professor David Betz advarer om en forestående borgerkrig.

For efter svigtet over for Henry Novak og entusiasmen for at registrere »Non-Crime Hate Incidents« samt omfavnelsen af moderne ideologiske sager stiller englænderne det indlysende spørgsmål: på hvilken side står politiet?

Scotland Yard er på vildspor. Myndigheden er blevet en trussel mod netop de friheder, den skal beskytte. Hvis et politikorps indtager en aktivistisk holdning – og behandler krænkelser, ubehag, omdømmeskade eller ideologisk følsomhed som sager for politiet – bliver det uundgåeligt, at offentligheden vender sig imod dem.

Man kunne måske tro, at denne episode er ovre, fordi Grove ikke længere er under efterforskning, og Arday har trukket sig. Det er den ikke. Den egentlige sag handler nu om kulturen og ledelsen i en institution, der – bevidst eller ubevidst – forvekslede journalistisk granskning med lovovertrædelser. På den anklage er de skyldige.

Artikelforfatteren Paul Birch er tidligere politibetjent med over tyve års erfaring, blandt andet som specialist i terrorbekæmpelse.