Den spanske grænse stod i et døgn vidt åben, mens godt og vel 60.000 marokkanske migranter skyllede ind over den lille spanske ekslave Ceuta. Som en moderne trojansk hest stormede horder af migranter forbi de overvældede grænsevagter, der måtte se til mens Spaniens territoriale suverænitet forsvandt som dug for solen.

Da jeg ankommer til den spanske havneby Algeciras sent fredag aften, er der stille i byen. Den efterfølgende morgen taler jeg med flere journalister, der har dækket begivenhederne i Ceuta siden fredag morgen. Mens den spanske regering, anført af den socialistiske premierminister, Pedro Sanchéz, forsøger at forsikre omverden om, at situationen er under kontrol, fortæller journalisterne en anden historie. Kort efter får jeg selv syn for sagen.

Det jeg oplever får Kærshovedgård til at ligne en picnic. Store grupper af migranter driver rundt på vejene, og selvom militærvogne og politibetjente pryder gadebilledet, får mange af migranterne lov til at spadsere frit rundt. Da jeg nærmer mig stranden Playa Benitez, er der ingen lokale at finde, kun migranter. De få ceutanere, jeg taler med, er min taxachauffør og to rengøringsfolk, jeg møder på vejen. De fortæller, at de føler afmagt, og at situationen er totalt ude af kontrol. Andre, jeg møder senere, fortæller, at de har familie og bekendte, som ikke tør forlade deres hjem af frygt for at blive overfaldet eller røvet.

Ligesom så mange andre steder i EU, er de lokale indbyggere arrige og forbitrede over, at deres gader overrendes af ulovlige immigranter, der smadrer og raserer. En større lejr, Ceti, et kort stykke fra stranden, udgør en form for tilholdssted for de mange tusinder af migranter, der ikke frivilligt har ønsket at bevæge sig tilbage over grænsen til Marokko. Det store flertal af dem er unge, mørkhårede mænd, kortklippede og i t-shirts og shorts. Stort set ingen børn, kvinder eller ældre er iblandt dem.

Imens jeg er der, florerer der billeder og videoer af biler, der bliver sat i brand af store grupper af migranter; flere gange passerer jeg forbi forkullede vrag af biler i vejkanten. Imellem migranterne har der også været indbyrdes optøjer, blandt andet knivstikkerier. En lokal politimand fortæller mig, at én migrant havde fået fat på en machete og terroriseret de lokale.

Ceutanernes vrede får Spaniens premierminister, Pedro Sanchéz, lov til at mærke et par dage senere til en fælles demonstration på rådhuspladsen. Hundredevis af indbyggere møder op, mange af dem omsvøbt i det spanske flag. De råber “Sanchéz er en luder” og kalder på samling mellem spanierne og ceutanerne i modstand mod regeringen. På et tidspunkt henvender en mand sig til mig og takker mig for at være til stede, så omverden kan se, hvad han og hans landsmænd skal udsættes for. Man fornemmer et folk, der føler sig svigtet af magthaverne.

Som en ung, frustreret knægt siger, er der ingen, der kommer dem til undsætning. Ceutanerne formår dog også at vende begivenheden til noget samlende. Rundt om i byen er de katolske kirker fyldt til bristepunktet med folk, der i fællesskab synger og beder. Mange af dem, fornemmer man, sætter deres lid til oppositionspolitikeren, Santiago Abascal. Han kalder Sanchéz en “forræder” og en “fjende” af det spanske folk. Da han taler til pressen i den modsatte ende af byen, lyder der flere jubelråb og klapsalver.

Kort tid efter, da jeg sidder og spiser frokost på pladsen, høres pludseligt et kvindeskrig, og to-tre migranter kommer fartende henover pladsen med en snes politibetjente i hælene. Et smæld lyder ud over markedspladsen, en politistav, der rammer bar hud, og de flygtende er igen i politiets varetægt. Sirenerne i baggrunden er dog konstante.

Selvom en stor andel af migranterne om mandagen var blevet ekspederet over den marokkanske grænse, er episoden en påmindelse om EUs akilleshæl: Schengensamarbejdet. Unionen er ikke stærkere end dens svageste led. Der er hul i EUs grænse, og hvor længe før barrikaderne ikke længere er til at holde, er ikke til at sige.