En håndgranat ruller hen over gulvet i et apotek i Paris den 15. september 1974. Det følgende er et inferno af glas, splinter, to døde og 34 sårede. Blandt dem, der overlever eksplosionen, er den franske ægtemand til den norske journalist Vibeke Knoop Rachline.
Gerningsmanden var Ilich Ramírez Sánchez – bedre kendt som “Carlos” eller “Sjakalen”. For Rachline var dette starten på en livslang, journalistisk rejse, ind i et europæisk terror-mørke, der nu er rykket lige ind i de nordiske haver.
I årtier har det officielle Norge, betragtet mellemøstlig terror og antisemitiske massakrer som fjerne, fremmede tragedier. Men som Rachline dokumenterer i sin bog “Abu Nidals norske soldat” (2024), har dødbringende had til jøder, længe haft et sikkert tilflugtssted i Øst-norge. I 2020 anholdt PST en palæstinensisk mand i Skien. I næsten tredive år havde han levet et fredeligt, skattebetalende liv i amtet Telemark, som norsk statsborger. Samtidig var han internationalt eftersøgt, mistænkt for at være en af de maskerede gerningsmænd, bag den chokerende massakre i Rue des Rosiers i Paris i 1982, hvor terrorister fra den palæstinensiske Abu Nidal-organisation, slagtede seks personer på en jødisk restaurant.
Jeg er en model fra 1972. Jeg var for ung til at huske den første aktion i -74. Kun 2 år gammel.
Men jeg husker den anden episode, som var det i går: Jule-terroren i 1985.
Den 27. december 1985, midt i juletravlheden, stormede syv arabiske terrorister tilhørende Abu Nidal-organisationen, lufthavnene i både Rom og Wien. Med automatrifler og håndgranater angreb de uskyldige passagerer, der stod i kø ved check-in for det israelske flyselskab El-Al. 19 civile blev dræbt, herunder et barn, og over 140 blev såret i det, der var et koordineret og nådesløst angreb på højtiden og uskyldige liv.
Dette brutale jule-terror angreb på europæiske knudepunkter, ændrede tidsånden. Det skabte et chokerende offentligt billede: tungt bevæbnede terrorister, der angriber civile mål midt i julefestlighederne, mens politi og sikkerhedsstyrker kæmpede en desperat kamp i korridorerne.
“The attacks came after increased security, due to recent hijackings and official Interpol warnings that airports might be targeted by terrorists during the holiday season.”
“Angrebene kom efter, at sikkerhedsforanstaltningerne var blevet strammet, på grund af de seneste kapringer og officielle advarsler fra Interpol om, at lufthavne kunne blive mål for terrorister i jule- og nytårsperioden.”
Det er netop denne frygt og denne specifikke æstetik – tungt bevæbnede europæiske og ideologiske terrorister, der tager kontrol over lukkede, civile rum midt i ferieperioden– som Hollywood absorberede og spejlede i de følgende år.
Da manuskriptforfatterne Jeb Stuart og Steven E. de Souza, endelig forvandlede Thorps roman til actionklassikeren “Die Hard” i 1987, satte de handlingen til juleaften. Skurkene, anført af den civiliserede, men kolde Hans Gruber, virkede som et direkte ekko af den europæiske terrortråd fra 1980’erne – og i efterfølgeren “Die Hard 2” (1990) flyttede de endda kaoset direkte til en jule-terroriseret lufthavn. Abu Nidals og Carlos “Sjakalen”s terror fra det virkelige liv lagde grunden til den frygt, vi følte, og som Hollywood forvandlede til udødelige popkulturelle juleklassikere.
Mens Hollywoods terrorister bekæmpes på skærmen af en ensom politimand i film, der har varet i over 30 år, udfolder et langt mere ubehageligt teater sig i virkeligheden. Carlos “Sjakalen” afsoner i øjeblikket adskillige livstidsdomme i franske fængsler og har udviklet Alzheimers sygdom. Hans advokat kræver hans løsladelse af humanitære årsager, medens det norske samfund hellere vil se den anden vej, når fortiden indhenter os i vores egne nabolag. Terrorens ringvirkninger bliver aldrig forældede, og offentligheden har en pligt til at nægte at lade historien blive visket ud i tågen.
