Der går snart ikke en dag, uden at vi må høre om politisk begrundede, morderiske overfald på sagesløse i Vestens storbyer.
Fredag gik den 50-årige Raul Morales til angreb uden for en kirke og en synagoge i New Yorks Upper West Side – et hjemsted for byens mere velbeslåede indbyggere – hvor han med en skruetrækker sårede en jødisk og en asiatisk mand, mens han råbte ”allahu akbar”. Politiet har fundet marxistisk litteratur på angrebsmandens bopæl.
Lørdag aften var turen kommet til Berlin, hvor den 21-årige muhamedanske ekstremist, Abdul B., kørte en lastbil ind i et LGBTQ-optog og dræbte en og sårede mindst 16, heraf mange alvorligt. Abdul er kendt af politiet, men var søndag morgen endnu ikke pågrebet.
En talsmand for Berlins politi meddeler, at gerningsmanden tilhører det islamiske miljø.
Så vidt det indtil videre er oplyst, er Morales ikke muslim, men hans udbrud er atter et tegn på, at dele af det venstreekstreme og dele af det muslimske miljø trækker på samme hammel. Vi ser jo også folk fra venstrefløjen og muslimer demonstrere sammen overalt i Vesten.
Når ekstremister overfalder folk, de ikke kender og ikke har nogen forbindelse med, taler vi ikke om forbrydelser i normal forstand, men om krigshandlinger. Sådanne efterhånden dagligdags tildragelser viser, at den borgerkrig, som mange spår vil komme, for længst er i gang. Foreløbigt i form af enkeltpersoners voldshandlinger, som imidlertid tegner et mønster, og man må spørge, hvad en marxist fra New York og en hellig kriger fra Berlin har til fælles.
Et kort svar er had til den vestlige civilisation, som de håber at bringe til fald ved at skabe rædsel og forvirring. Ved deres handlinger demonstrerer de, at Vesten er affældigt og ude af stand til at forsvare retsstaten og de traditionelle vestlige værdier. Eller er uinteresseret i at gøre det.
Sådan har det været længe, men de vestlige eliter i politik og medier synes ikke at have opdaget det, eller også er de ligeglade, fordi terroren også kommer dem svært tilpas.
Jeg skal snarest udbygge dette ræsonnement.