Han var en venløs taber, som alle vendte ryggen til, fordi han var for intens, for ekstrem, for konspiratorisk og for skør. I årevis ledte han systematisk efter ligesindede, men fandt aldrig nogen og sad alene på sit drengerværelse og skrev et manifest om sin drømmeverden, fyldt med fiktive medaljer fra fiktive tilhængere i en fiktiv hær, der udkæmper en fiktiv krig. Derfor var han også helt alene, da han flyttede ud på en gård og begyndte forberedelserne til et ensomt massemord.

Hans fuldstændige mangel på empati afspejler hans mangel på sympatisører og medhjælpere, og netop dette var demokratiets fineste øjeblik. En sejr for vores samfund. Havde Breivik fortalt om sine planer til så meget som én eneste person, ville rygtet sandsynligvis have spredt sig i løbet af det år, han forberedte sig, og så ville han være blevet stoppet – for ingen, absolut ingen normale norske mennesker, deler Breiviks tankegang, som kort sagt er:

«Nok debat og demokrati! Tiden er inde til vold, terror og massemord!»

Denne underoverskrift er essensen af Breiviks manifest. Dette er essensen af alle terroristers tankegang. Skellet mellem demokrati og barbari går nemlig gennem brugen af vold. Det er dette, der er den røde streg. Det er dette, der adskiller samfundsaktøren fra terroristen. Debattøren fra ødelæggeren. Ytringer fra handling. Meninger fra mord. Og absolut alle, der er opvokset i den norske demokratiske kulturkreds, styret af samfundskontrakten om statens voldsmonoopol, ved dette. Men hvert år, den 22. juli, træder vigtige samfundsaktører frem og lader som om de ikke ved det.

Jeg nævner ingen navne, for de ved selv, hvem de er: Det er de politiske aktører og mediernes tungvægtere, der år efter år hævder, at der står en stor flok bag terroristen, og at denne flok vokser, mens tankegangen spreder sig til stadig flere i samfundet i form af »højreekstremisme«, »racisme« og normalisering af »had«. Gennem denne fortælling stempler de en stor del af befolkningen, som har fået nok af Arbejderpartiets dysfunktionelle økonomiske politik, globalisme og EU-smiskeri. At der skulle være en stor skare bag terroristen, er ikke blot en ren løgn, det er også antidemokratisk hetz: splittende, hadefuldt og ødelæggende.

Hvert år i 15 år har vigtige samfundsaktører gået ud og antydet, at alle kritikere af Arbejderpartiets dårlige politik er potentielle voldsmænd og terrorister. Hvert år slår de alarm om, at der aldrig blev taget hånd om Breiviks »tankegang«, og at den spreder sig i form af fascisme, racisme og »had«. På denne dag kan vigtige samfundsaktører og fremtidige samfundsledere frit og uhæmmet beskylde deres medmennesker for de værste menneskelige egenskaber. Uden beviser, dokumentation, sammenhæng eller debat. Og de får lov til at gøre det uimodsagt.

Breivik-smæderne tror ikke på det, de selv siger

De, der beskylder deres medmennesker for fascisme, racisme og højreekstremisme, stiller sig aldrig til en ærlig debat. De råber på dialog, men de vil ikke have den. (Eller kommer invitationen fra NRK nu?) De hævder at ønske demokrati, ytringsfrihed og sammenhold, men repræsenterer det stik modsatte med deres ondskabsfulde beskyldninger. De hævder, at ofrene for terror bliver kneblet, selvom antallet af interviews stiger hvert år. De hævder, at terrorangrebet er blevet et tabu, selvom alle taler frit om det. Det, der er tabu, er at påpege, hvor forkert denne hetz mod meningsmodstandere er. Heldigvis har jeg aldrig bekymret mig om tabuer, og denne flok af meningsrovdyr kan ikke gøre noget imod mig, som de ikke allerede har gjort.

Ønsket om at bruge terror og vold spreder sig ikke blandt Norges befolkning. Det er vrøvl, og det ved alle. Problemerne vokser i helt andre grupper, som absolut udgør en flok, og som helt klart deler terrorgruppen Hamas’ tankegang. Horder af nordmænd er ikke racister og fascister. Det er ren og skær hadefuld retorik. Og ingen tror helt alvorligt på, at det at stemme på FrP eller Norgesdemokratene er det længst til højre, man kan komme i politik. Alligevel kalder de det «yderste højre» – hele tiden og uanset hvad. Ikke fordi det er sandt, men fordi det har været en effektiv magtteknik, som nu, efter 15 år, ikke længere virker.

Arbejderpartiet fortjener kritik

Og hvorfor ikke? Fordi tiden går. Og fordi kritikken af Arbejderpartiets dysfunktionelle politik er vigtig og berettiget: Millionæren Støre og hans rige vennekreds har intet med arbejderklassen at gøre. EU-tilpasningerne er ødelæggende for den norske suverænitet. Klimapolitikken og den grønne omstilling virker ikke og ødelægger vores økonomi og energisystem. Masseindvandringen er en trussel mod samhørighed, økonomi og velfærdsstaten. Multikulturalisme virker ikke, og integration er et 40 år gammelt tomt slogan. Islam er ikke en etnicitet eller en hudfarve, men en primitiv macho-overtro med totalitære politiske ambitioner.

Dette er sandheden for mange, der føler magtesløshed over for den voksende EU-stat, og magtesløshed er demokratiets farligste fjende. Magtesløshed skal luftes, ellers løber den løbsk. I et demokrati med ytringsfrihed skal enhver, der føler magtesløshed, opgivelse, fortvivlelse eller glødende raseri over den politik, der føres, være hjerteligt velkommen til at give udtryk for det, uden at disse følelser bliver karakteriseret som »had«. For pokker da!

Det er ikke »højreekstremt« at sige, at Arbejderpartiet (Ap), i samarbejde med globalisterne i Høyre, har svigtet Norge til fordel for globalismen og andre lande. Det er et fuldstændig legitimt politisk synspunkt i et velfungerende demokrati. Hvis man er uenig i dette, er man udemokratisk. Dette er nemlig den oplevede sandhed for omkring halvdelen af de norske borgere. Ingen har ret til at stoppe debatterne om dette ved at spille Breivik-kortet. I, der alligevel gør det, er problemet nu.

Breivik skabte ikke kritikken mod Arbejderpartiet og vil aldrig kunne standse kritikken

Forstå dette: Modviljen og kritikken mod Arbejderpartiets globalistiske politik begyndte ikke den 22. juli 2011. Den begyndte længe, længe før. Det var ikke terroristen, der skabte den intense modstand mod EU, EØS, indvandring, multikulturalisme, bæredygtighedsmålene, klimahysteriet og islam. Det var vores demokrati, der satte gang i kritikken. Spørg bare Carl I. Hagen. Sandheden er, at det var Arbejderpartiet selv, der med sin politik skabte antipatien, fronterne, hadet, modstanden og kritikken mod Arbejderpartiet – sådan som alle politiske partier må finde sig i, når de gennemfører kontroversiel, spildagtig politik, der ikke virker, på vegne af andre lande og fremmede magtstrukturer som EU, FN og WEF.

Det er dette, vi endeligt må gøre op med: venstrefløjens tankegang om, at det er i orden at hetse, hade og beskylde meningsmodstandere for de værste menneskelige egenskaber – uden filter, dokumentation eller hæmninger. Det er at normalisere hadefuld tale. Vi må også gøre op med at gøre den ensomme terrorist Breivik til en vigtig politisk kraft for hele samfundet, for det fortjener han ikke. Han er en forbryder, ikke et redskab til splittelse.

At beskylde andre for had, racisme og højreekstremisme er ikke blot en total mangel på god opførsel. Det er også ekstremt splittende, og I gør splittelsen kun værre og værre – i stedet for at skabe sammenhold og enhed, som I hævder, at I ønsker. Derfor er det på tide, at vi én gang for alle fastslår, hvad der udgør Breiviks og alle terroristers »tankegang« – fra Hamas over Breivik til attentatet mod Charlie Kirk:

At gøre op med civiliseret dialog, meningsudveksling, voldsmonopol og demokrati og krydse grænsen til brug af vold. Det er Breiviks tankegang, og ingen normale borgere deler den!