Den Europæiske Radio- og TV-Union (EBU) og European Athletics har udarbejdet nye retningslinjer for, hvordan kvindelige atleter skal filmes under konkurrencer. Målet er at mindske det, de kalder »seksualisering« af kvinder.
De nye retningslinjer, »Raising the Standard: Guidelines for Respectful Media Coverage in Women’s Athletics«, opfordrer kameramænd og producenter til at fokusere på ansigt, ansigtsudtryk, teknik og sportslig indsats. Lave kameravinkler og vinkler, der fremhæver bestemte kropsdele som bagdel, lår, bryst osv., bør undgås, ligesom billeder, der kan opfattes som objektiverende eller fokuserer på udseende frem for atletisk præstation. Gentagelser i slowmotion, der fremhæver kroppens bevægelser frem for teknik og præstation, bør ikke overdrives.
Feminister reagerer
Initiativet kommer efter kritik fra feministiske organisationer og dele af idrætsmiljøet, der mener, at traditionel sportsdækning bidrager til at reducere kvindelige idrætsudøvere til kroppe. Flere sportsudøvere skal have rapporteret, at visse tv-optagelser har ført til uønsket opmærksomhed på nettet. Tilhængerne af ændringerne hævder, at retningslinjerne er nødvendige for ligestilling og respekt.
Der er også dem, der reagerer negativt og sætter retningslinjerne i sammenhæng med en feministisk dagsorden, der arbejder for afseksualisering af kvinder. Flere kvindelige atleter har personligt udtrykt stolthed over den krop, de har trænet sig til, og hævder, at de ikke oplever fokuset som problematisk – tværtimod ser de det som en naturlig del af sportens æstetik.
Libtards want to ban moments of sportsmanship like this https://t.co/rj225Zgcos pic.twitter.com/DwkIIMQoHx
— Flappr (@flapprdotnet) July 14, 2026
Kvindelige atleter vælger ofte funktionelle, men relativt afslørende dragter inden for sportsgrene som strandvolleyball, atletik, gymnastik, stangspring og svømning. Der peges også på en dobbeltmoral: Mens man begrænser optagelser af kvinder, fortsætter man med at vise mandlige atleter i slowmotion med fokus på muskulatur, sved og fysik, uden at det medfører tilsvarende begrænsninger.
Retningslinjerne er rettet mod tv-stationer, der dækker europæiske atletikstævner. De er allerede trådt i kraft for arrangementer under EBU og European Athletics.
