Francis Ford Coppola er kendt for sine tre store mesterværker fra 1970’erne, de to Godfather-film og Apocalypse Now. Hans fjerde mesterværk, The Conversation  fra 1974, er desværre overset, måske fordi den ikke er så storladen i sin form. Til gengæld er den et isnende uhyggeligt varsel om det overvågnings- og kontrolsystem, vi lever med i dag, hvor EU netop har indført sin omstridte chatkontrol, som er endnu et middel til at overvåge og censurere europæerne.

Filmens hovedperson, Harry Caul, er professionel aflytter. Han optager en ung kvinde og hendes elsker på bånd, mens de går rundt i en overfyldt park i San Francisco, og hans opgave er blot at levere båndet til den kunde, der har bestilt det. Men en enkelt sætning i optagelsen, »he’d kill us if he got the chance«, viser sig at kunne betyde det stik modsatte, alt efter hvor man lægger trykket. Caul bliver besat af at finde ud af, hvad sætningen egentlig betyder, fordi han aner, at hans arbejde denne gang ikke blot leverer information, men muligvis en dødsdom.

Men virkeligheden er ikke, som man tror, den er, og snart vikles Caul ind i et paranoidt univers, der ender med at ødelægge ham.

Kirken som fristed

Harry Caul ser sig selv som en neutral fagmand. Han leverer et produkt og bærer, mener han, intet ansvar for, hvad det bruges til. Det er en klassisk ansvarsfralæggelse, som man i dag genkender hos techingeniører, politifolk og funktionærer i den dybe stat, der lever af at overvåge, kontrollere, censurere, regulere og arrestere borgere, der bruger deres ytringsfrihed.

Men Caul er i virkeligheden ikke så kold, som han foregiver. Han bærer på en tung skyldfølelse over en tidligere sag, hvor hans aflytningsarbejde endte med, at tre mennesker mistede livet, og filmen viser ham søge mod skriftestolen for at kunne tale om det.

Kirken og den kristne samvittighed er det modbillede, Coppola stiller op imod overvågningens ideal om total gennemsigtighed. Kirken er et rum, hvor mennesket kan møde sin egen samvittighed uden at blive registreret, analyseret eller stillet til regnskab af nogen anden instans end Gud selv.

Et samfund, der udrydder den slags fristeder i kirken, i det private hjem, i den frie kommunikation, har frataget mennesket sin sjæl. Filmens slutscene, hvor Caul river sin egen lejlighed fra hinanden i jagten på en mikrofon, han aldrig finder, er billedet på, hvad der sker, når dette fristed forsvinder. Det ender i det totale, paranoide sammenbrud, i den fuldbyrdede isolation.

Fra Watergate til Durham-rapporten

Coppola skrev og optog filmen, mens Watergate-skandalen udfoldede sig, og den bar hele den amerikanske mistillid til magtinstitutioner, som afsløringerne om Nixons aflytninger udløste.

Halvtreds år senere dokumenterede Durham-rapportens gennemgang af FBI’s efterforskning af Trump, hvordan efterretningsapparatet blev brugt til at overvåge en politisk modstander og opdigte løgnehistorier på et grundlag, som Demokraterne leverede, og som partiet og progressive medier kunne bruge imod Trump.

Hvor Harry Caul var én mand med et bånd og en dårlig samvittighed, viser Durhamrapporten et helt statsapparat, der søger at ødelægge sine politiske modstandere, uden at nogen enkelt tekniker behøver at stå til ansvar.

Arrestationer og kontrolleret VPN

I Storbritannien er filmens paranoia for længst blevet institutionel. Politiet foretager omkring 12.000 anholdelser om året for ytringer, der er anset for stødende eller truende på internettet, såkaldte ”non-crime hate incidents”.

Samtidig har det britiske overhus stemt for at kræve kontrol af alle brugere af VPN-tjenester, det redskab, der ellers har givet borgere mulighed for at kommunikere uden om staten. Den slags kender man ellers kun fra totalitære stater som Kina.

Hvor Cauls frygt for at blive aflyttet var individuel, er den europæiske (selv)censur blevet et massefænomen. I 1990 mente fx 80 procent af tyskerne, at man kunne ytre sin politiske mening frit. I dag er det kun 40 procent, der mener det. https://www.financialinvestigator.is/news-detail-page/2025/05/27/harry-geels-censorship-is-creeping-into-europe Man skal være meget forsigtig, som de fleste tyskere mener.

Det er den slags usynlig, indre kontrol, Coppolas film allerede i 1974 anede konturerne af: En overvågning, der ikke behøver et bånd eller en mikrofon, fordi den er flyttet ind i borgerens egen frygtsomhed.

EU’s chatkontrol

Den seneste udgave af historien udspiller sig i EU, som ikke blot indfører censurinstrumenter som Digital Services Act, men nu også har indført den berygtede masseovervågningslov, loven om chatkontrol, der muliggør scanning af borgernes privatbeskeder, selv om der ikke var flertal for det i Parlamentet, og selv om både Rådets egen juridiske tjeneste og Parlamentets forskningstjeneste har konkluderet, at forslaget strider mod chartrets bestemmelser om privatliv og databeskyttelse.

Tech-eksperten Anders Bæk skriver: https://www.linkedin.com/posts/anders-baek_det-her-er-alvorligt-eu-har-nu-indf%C3%B8rt-den-share-7482309102879301632-VrwK/?utm_source=social_share_send&utm_medium=member_desktop_web&rcm=ACoAAELMMhgBlhQWS6vFveycjQasuNnCMYsND8g  ”Det er et historisk stort indgreb i vores privatliv, og flere har sammenlignet den med love man normalt kun ser i autokratier … Vi har i den seneste tid ofte kritiseret USA for at gå ned ad en mere autokratisk sti. Men det er vand sammenlignet med det vi nu ser fra EU.”

Hvor Cauls bånd krævede en mand med hovedtelefoner for at blive aflyttet, kræver EU’s ordning ingen lyttende person overhovedet. Scanningen er automatiseret, indbygget i selve infrastrukturen, og den kører, uanset om noget menneske nogensinde tager stilling til, hvad den finder.

Fristedets forsvinden

The Conversation er en fremragende film, hvor Coppola formår at skabe en kvælende atmosfære af paranoia alene gennem lyddesign, klipning og Gene Hackmans indadvendte, underspillede skuespil. At den samme lydoptagelse afspilles flere gange, og hver gang synes at betyde noget nyt, er en elegant måde at dramatisere fortolkningens usikkerhed på uden forklarende dialog.

Filmens langsomme, observerende tempo og dens nøgterne, næsten dokumentariske visuelle stil skaber en uro, der sætter sig i beskueren, og som gør filmen mere foruroligende end mange langt mere voldelige thrillere.

Og fordi filmen afviser at give en afklarende afslutning, hvor gåden løses og orden genoprettes, bliver den stående som et af de mest præcise portrætter af overvågningens psykologiske omkostninger, der nogensinde er lavet på film.

Harry Caul lærte for halvtreds år siden, at et menneske uden et fristed for sin samvittighed før eller siden river sig selv i stykker i jagten på noget, det aldrig finder. Det, der er på spil i dag, er ikke kun vores data og vores mulighed for fri meningsudveksling.

Det er det indre rum, hvor mennesket kan være alene med sin samvittighed, uden at nogen lytter med.

Af Kasper Støvring, ph.d. og forfatter