Da Jesus talte om de sidste tider, sagde han: “Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste.” (Mattæus 24:12).

Disse ord blev udtalt for næsten 2.000 år siden, men mange vil mene, at de beskriver vores tid med foruroligende præcision. Overalt ser vi tegn på moralsk opløsning, stigende utryghed, kriminalitet og en voksende splittelse i samfundet. Respekten for autoriteter, traditioner og kristne værdier svækkes, mens relativisme og selvcentrering vinder frem.

Europa er bygget på et kristent fundament. Vores frihedsrettigheder, menneskesyn og demokratiske traditioner er ikke opstået tilfældigt, men er vokset ud af en kultur præget af kristendommen gennem århundreder. Alligevel synes mange politiske ledere at skamme sig over denne arv.

Samtidig har Europa gennem årtier oplevet en omfattende indvandring fra områder med helt andre kulturelle og religiøse traditioner. Mange er kommet med et oprigtigt ønske om at skabe et bedre liv, og de fortjener respekt som mennesker skabt i Guds billede. Men det er også en realitet, at store integrationsudfordringer flere steder har skabt parallelsamfund, sociale spændinger og konflikter, som politikere alt for længe har været tilbageholdende med at tale åbent om.

Som kristne er vi kaldet til både næstekærlighed og sandhed. Næstekærlighed betyder ikke, at vi skal lukke øjnene for problemer. Kærlighed uden sandhed bliver naivitet. Sandhed uden kærlighed bliver hårdhed. Bibelen kalder os til begge dele. Det er derfor ikke ukærligt at spørge, om Europas ledere har ført en ansvarlig politik. Det er ikke ukærligt at forsvare landets love, kultur og sammenhængskraft. Tværtimod er det et ansvar over for kommende generationer.

Mange politikere har gennem årene afvist eller bagatelliseret bekymringer fra almindelige borgere. Men virkeligheden kan ikke stemmes væk. Når mennesker oplever stigende utryghed og ser deres lokalsamfund forandre sig hurtigt, er det naturligt, at de stiller spørgsmål. Disse spørgsmål fortjener svar – ikke fordømmelse.

Jesu profetier handler ikke kun om at forudsige fremtiden. De er også en opfordring til åndelig vågenhed. Når lovløsheden tager til, og kærligheden bliver kold, er løsningen ikke frygt eller had. Løsningen er en tilbagevenden til de værdier, som byggede vores civilisation: ansvar, sandhed, retfærdighed, barmhjertighed og troen på Gud.

Måske er den største krise i Europa ikke økonomisk eller politisk. Måske er den åndelig. For når et folk glemmer sine rødder, mister det også retningen. Derfor er tiden kommet til ærlig selvransagelse – både blandt politikere, kirker og borgere. Ikke for at pege fingre, men for at genopdage det fundament, som engang gjorde Europa stærkt.