Som forventet blev Andy Burnham i dag udnævnt til Labour-partiets nye leder. Mandag tiltræder han som Storbritanniens premierminister.
På Labours ekstraordinære partikongres fredag var der ingen modkandidater, og Andy Burnham holdt sin første tale som partileder for forsamlingen.
I indledningen af sin tale lovede han at give det britiske folk håbet tilbage.
Han benyttede lejligheden til at hylde Keir Starmer, som Burnham udfordrede og besejrede i kampen om lederposten i Labour. Burnham hyldede Starmer uden at nævne den kritik, han selv har rettet mod regeringen i løbet af de seneste 12 måneder, ifølge The Times.
Det er ikke ligefrem en særlig følelsesladet eller begejstret hyldest til Starmer – og det er værd at bemærke, at den afgående premierminister ikke er til stede på denne ekstraordinære konference (fordi han er på vej tilbage fra Ukraine).
Burnham spillede for galleriet, da han gav Margaret Thatcher skylden for alle de problemer, Storbritannien kæmper med i dag. Han hævdede, at landet gik i flere »forkerte retninger i 1980’erne«, da »den politiske magt blev centraliseret og den økonomiske magt privatiseret«.
Han lovede at være en »erhvervsvenlig« Labour-leder, da han fremlagde sin vision for Storbritannien. Men en stor del af erhvervslivets ledere – samt velhavende briter, virksomhedsejere og investorer – synes ikke at have tillid til ham.
Den massive udvandring af velhavende mennesker fra Storbritannien, som har været massiv under Starmer, ser ud til at fortsætte eller tage til af frygt for, hvilke nye skatter og afgifter Burnham måtte finde på.
Der tales allerede om øget formueskat, kapitalgevinstskat og andre økonomiske tiltag, der gør det sværere for virksomhederne at overleve.
Mandag flytter Burnham ind på Downing Street 10, og fra den dag vil han som ny premierminister stå ansigt til ansigt med de enorme økonomiske, sociale og sikkerhedsmæssige udfordringer, landet står over for.
Den begejstring, der findes i hans parti nu, kan hurtigt vende, hvis ikke Burnham på magisk vis finder på noget, der kan trække Storbritannien op af grøften.
At finde løsninger på briternes problemer bliver en enorm udfordring for Labours nye partileder og premierminister. Det er svært at vende udviklingen i et land, der i mange år har oplevet tilbagegang og hårde slag, både under Labour og deres historiske hovedmodstandere, Det Konservative Parti.
Burnham afsluttede talen ved at opfordre tilhørerne til at danse og synge med til New Orders gamle hit »True Faith«. Begyndelsen af teksten samt omkvædet lyder således:
I feel so extraordinary, something’s got a hold on me.
I used to think that the day would never come, I’d see delight in the shade of the morning sun, my morning sun is the drug that brings me near, to the childhood I lost replaced by fear.
Jeg føler mig så speciel, der er noget, der har fanget og overvældet mig.
Jeg troede før, at den dag aldrig ville komme, at jeg skulle finde glæde i morgensolens skygge; min morgensol er den rus, der bringer mig tættere på den barndom, jeg mistede, erstattet af frygt.
Labour klarer sig elendigt i meningsmålingerne og er nu landets tredjestørste parti. De ligger bag Tory-partiet og langt bag Reform UK.
En trøst kan være, at der kan gå hele tre år til det næste parlamentsvalg, så Burnham har i teorien tid til at vende udviklingen.
