Den amerikanske præsident har netop sagt, at de seneste dages angreb på den iranske revolutionsgarde vil fortsætte, indtil han tror, at de har fået nok. Det tror han sikkert om nogle dage. Hvis han indstiller krigen nu, kan det tage de iranske magthavere 20 at genopbygge deres tidligere militære styrke, siger han. Og det skal nok passe.
Bortset fra at Revolutionsgarden dagligt demonstrerer, at den er alt andet end besejret.
Pointen er imidlertid, at den islamiske republik vil blive genopbygget, hvis Trump indstiller krigen. Hvis det tager 20 år, kan vi forvente, at iranske atombomber vil regne ned over Israel, Rom, Paris, Berlin og København i 2056. For Trump kan ikke være i tvivl om, at de iranske galninge vil have kernevåben for at bruge dem. Det har han faktisk advaret imod siden 1980.
Desværre tror han, at krige afsluttes gennem forhandlinger og en deraf følgende aftale mellem de krigsførende parter.
Intet kunne være mere forkert. Krige slutter, når den ene part er blevet besejret eller har indset, at den ikke har styrke til at fortsætte.
Anden Verdenskrig ophørte ikke som følge af forhandlinger, men efter at Tyskland og Japan var blevet militært nedkæmpet, og deres herskere var berøvet enhver mulighed for at fortsætte. Krigen endte med et diktat fra sejrherrerne.
Sådan gik det desværre ikke ved afslutningen på Første Verdenskrig. Den tyske overkommando, som i høj grad bar skylden for Tysklands aggression mod Belgien; Frankrig og Rusland, meddelte i slutningen af 1918 kejseren, at Tyskland ikke havde styrken til at fortsætte krigen.
I stedet for en militær besættelse af Tyskland, som de sejrende magter gjorde efter Anden Verdenskrig, sluttede de fred med Tyskland, som medførte, at agitatorer som Adolf Hitler kunne påstå, at Tyskland i virkeligheden aldrig blev besejret, men var blevet dolket i ryggen af socialdemokrater og jøder.
Freden i Versailles i 1919 lagde grunden til Anden Verdenskrig, fordi det tyske nederlag aldrig medførte en total ydmygelse af de tyske krigsherrer.
Man har aldrig sejret, før den besejrede erkender sig besejret, ydmyget og parat til at rette sig efter sejrherren.
Attentatet på Hitler den 20. juli 1944 blev forøvet af en gruppe tyske officerer, der troede, at førerens eliminering kunne bane vej for en forhandlingsfred, der ville tillade Tyskland at beholde nogle af sine erobringer. De havde åbenbart ikke bemærket, at den antityske koalition året forinden havde forlangt betingelsesløs overgivelse – eller også troede de ikke på USA’s, Englands og Sovjetunionens beslutsomhed.
Som Det Tredje Riges og den japanske imperiums sammenbrud i 1945 bekræfter, er en krig først til ende, når fjenden er berøvet enhver mulighed for at rejse sig og totalt demoraliseret – og vel at mærke, når fjenden erkender at være besejret.
Det tog Tyskland 20 år at gengro de militære muskler, de have måttet give op i 1918.
Trump siger, at det også kan tage de iranske blodhunde 20 år at generhverve deres deres gamle styrke.
Altså omtrent den tid, det tog tyskerne at sætte militær kraft bag deres revanchistiske, imperialistiske og folkemorderiske ambitioner.
