Den store Olympia bygning i London har noget orwelliansk og futuristisk over sig. “Olympia” står skrevet med store versaler på bygningens facade, der tårner sig op over de forbipasserende fodgængere. Ved siden af indgangen, høres højlydte demonstranter, der, udklædt som frøer (en lidet forstået reference til den amerikanske politistyrke, ICE) skriger at “fascister ikke er velkomne her” (“oily fascists are not welcome here”).

I skinger acapella udskammes en række navne: Nigel Farage, Jordan Peterson, Paul Marshall. Udover at være påståede fascister har de også det tilfælles, at de alle skal tale til ARCs årlige konference – med undtagelse af den canadiske psykolog Jordan Peterson, der fortsat døjer under svigtende helbred. ARC står for “Alliance of Responsible Citizenship,” og konferencen er alliancens tredje.

Efter et heftigt sikkerhedstjek kommer jeg indenfor, og får stukket et program i hånden, hvor også ARCs værdisæt og vision fremgår. De står i diametral modsætning til både det arkitektoniske præg og det politiske optrin udenfor. Ifølge alliancen skal det en gang for alle være slut med at nedsænke vores historie og civilisatoriske rødder i et syrebad af postmodernisme og dekonstruktivisme. Temaet for årets konference er derfor meget passende: rekonstruktion.

Men hvad er så det, der skal rekonstrueres? Jo såmænd blot vores moralske, kulturelle, økonomiske og spirituelle arv skal, hvilket jo faktisk er en hel del.

Granatchok

Baronesse – Philippa Stroud, der er ARCs forkvinde – skal styre slagets gang over konferencens tre dage. Programmet kulminerer med visionen for Vestens genopbygning, men inden vi når dertil, skal vi først forstå, hvad der er gået galt.

Ifølge den kristne tænker C.S. Lewis, betyder fremskridt at bevæge sig tættere på det sted, man gerne vil hen. Men har man drejet forkert på vejen, nytter det ikke at fortsætte, så ender man blot længere væk. Dette lille stykke visdom fra Lewis indkapsler ret godt konferencens udgangspunkt. På et tidspunkt drejede Vesten forkert og mistede sin nordstjerne af syne, og det er nu vores fornemmeste og vigtigste opgave at genfinde den, så vi endnu en gang kan gøre meningsfulde fremskridt.

Den amerikanske billedhugger Sabin Howard optræder med sit kunstværk, der med akut nødvendighed indrammer Vestens ilde tilredelse. Skulpturen forestiller en britisk soldat der under 1. verdenskrig, er blevet ramt af granatchok. I dyb eksistentiel lidelse står han fastfrossen tilbage, lamslået. Det er billedet på Vesten; afsondret fra vores civilisatoriske rødder, står vi handlingslammet tilbage. Som den britiske skoleleder Katharine Birbalsingh og islamkritikeren Ayaan Hirsi Ali udtrykker det, har de ældre generationer været for dårlige til at vaccinere de yngre generationer mod antihumanistiske ideologier som socialisme og radikal islamisme.

Ignat Solsjenitsyn, søn af den berømte anti-kommunistiske dissident Aleksander Solsjenitsyn, supplerer kritikken med et angreb på den vestlige dekadence og wokeisme, som ifølge komponisten og pianisten, minder om den sovjetiske totalitarisme.

Der er “two-tier” policing i England, rettet mod de hvide, fordi politiet er bange for at blive anklaget for at være racister. Skandalesagerne omhandlende de mange tusinde unge kvinde, der over en lang årrække er blevet udsat for voldelige overgreb, misbrug og voldtægter af primært pakistanske “grooming gangs” mens ordensmagten har vendt det blinde øje fylder også til konferencen. Det samme gør sagen om den unge Henry Nowak, der blødte ihjel, imens politiet lagde ham i håndjern, alt imens hans morder på det tidspunkt så ud til at gå fri.

Myndighederne har svigtet. De kriminelle har vundet. Samtidig har vi vendt ryggen til alt det, der giver livet mening: familien, næstekærligheden, hårdt arbejde og flid. Det har skabt en mistrivselskrise uden lige. På trods af den historisk høje velstand, vi nyder i den vestlige halvdel af verden, slår niveauet af depression og angst blandt de unge nye rekorder hvert år.

Psykologen Jonathan Haidts bog “Den Ængstelige Generation” er populær blandt konferencens deltagere, og anledning til stor bekymring. Vi er i en “kollektiv trance” siger journalist og forfatter Michael Shellenberger fra scenen. De yngste generationer står nøgne tilbage uden nogen faste holdepunkter. Men det betyder ikke, at de ikke findes. “Der er intet alternativ til kristendommen”, slår Ayaan Hirsi Ali fast.

Tilbage til opbyggeligheden

Hvad er så løsningen på Vestens morads? Hvordan indrettet vi os således, at det gode, skønne og smukke kommer i centrum? Det er omdrejningspunktet for dag to og tre. Det er her rekonstruktionen skal defineres og udfoldes, og hvor Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh giver sit besyv med. To øjeblikke udmærker sig dog særligt i de sidste to dage af konferencen.

Det første er den amerikanske Harvard professor, Arthur Brooks oplæg om mening og livsglæde. Her forholder han publikum til to spørgsmål “hvorfor er du i live?” og “for hvad er du villig til at dø?” Spørgsmål der måske aldrig har været så nødvendige som nu, i en tid hvor særligt unge er eksistentielt udfordret og meget lidt villige til at kæmpe for andet end deres egne abstrakte rettigheder, og selv det kniber det med.

Det andet er kunstneren og den kristne tænker Jonathan Pageaus kritik af kunstig intelligens. Pageaus spørgsmål til, hvad vores teknologiske overherrer egentlig tjener, hvis ikke det er Gud, mødes af en stående applaus. Det er muligt, at vi ikke kan styre AI’s udvikling, men vi kan kontrollere os selv, ved at træde ind i dyderne, ritualerne og fælleskaberne med en fornyet radikalitet og tro på menneskeheden. Vi skal, ifølge Pageau, lære at blive fuldkommen menneskelige.

Jeg bliver sendt afsted ud i den omklamrende britiske varme, med en god portion optimisme og tro på Vestens fremtid. De menneskelignende frøer er væk, mere udholdende var de åbenbart ikke.