Den 32-årige svensker, der blev overfaldet af en afrikansk migrant på Islands Brygge, er nu erklæret død. Den myrdede var på alle måder en god mand. Han var kommet til København for at se en fodboldkamp sammen med en ven. Han var politibetjent i Sverige, gift og far til to små børn. Nu skal en kone forklare to børn, hvorfor deres far ikke kommer hjem.

Den sigtede, en 31-årig mand, er tidligere idømt syv års fængsel for drabsforsøg. Han blev – uvist af hvilken grund – ikke udvist. Denne seriekriminelle psykopat gik altså frit rundt i Danmark, og tirsdag aften myrdede han så på bestialsk vis en uskyldig mand og ødelagde livet for en hel familie.

Den myrdede svensker tog til København for at opleve noget af det bedste, et fællesskab kan tilbyde: gaden fuld af farver, jubel over en fodboldkamp på storskærm, fremmede der hilser på hinanden, omfavner og klapper hinanden på skulderen. Han arbejdede til daglig med at beskytte andre.

Hans kone og søster har på sociale medier skrevet gribende ord om savnet. Til jul og fødselsdage vil der stå en stol, som ingen længere sætter sig på. Børnene vokser op med et fotografi i stedet for en far. Med et livsvarigt savn og sorg.

Det er den regning, som et lands udlændingepolitik sender til helt almindelige familier.

Tallene de færreste kender

Den forfærdelige sag er udslag af et mønster, som den officielle statistik slører.

Danmarks Statistiks egne tal viser, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere begår kriminalitet omkring tre gange så hyppigt som etniske danskere. Men det tal er et gennemsnit af et gennemsnit: Alle oprindelseslande og alle kriminalitetsformer lagt sammen og derefter korrigeret for alder og socioøkonomiske faktorer.

Ser man i stedet på de enkelte oprindelseslande uden denne udjævning, tegner der sig et helt andet billede.

Somaliske indvandrere begår grov vold knap 17 gange så hyppigt som danskere. 17 gange! For indvandrere fra Libanon (inklusive palæstinensere) er raten over 12 gange. Det er vanvittige tal og et mønster, den brede offentlighed sjældent præsenteres for i sin fulde udstrækning. Dataanalytikeren Jonatan Pallesen har fremlagt tallene:

Byen der lukker sig om sig selv

Den forventelige politiske reaktion er allerede varslet: Storskærmsarrangementet på Islands Brygge bør lukkes ned. For det er ikke første gang, volden rammer netop dette sted, men denne gang kostede det et liv.

Løsningen bliver altså mindre byliv, mindre fællesskab, mindre af netop den frihed og glæde, som gjorde stedet værd at besøge. De fredelige borgere mister deres fest.

Det er ikke blot et kulturtab, men en form for kollektiv afstraffelse, hvor de uskyldige betaler for de skyldiges handlinger, mens politikerne kan fremvise handlekraft uden at røre ved den egentlige årsag – den katastrofale indvandring, der ødelægger Europa – og uden at gøre noget. Ingen udvisninger efter første dom, intet totalt stop for indvandring fra MENAPT-lande.

Fra svigt til selvtægt

Der findes et ord for den tilstand, hvor staten ikke længere formår at beskytte sine borgere mod vold, men i stedet retter sin energi mod at overvåge og begrænse de lovlydige: anarkotyranni.

Når borgerne oplever, at staten, politikerne, retssystemet ikke kan beskytte dem, vokser fristelsen til at tage sagen i egen hånd. Det er ikke et ønske, men en advarsel. Historien viser, at når staten mister sit voldsmonopol i borgernes øjne, mister den før eller siden retten til at blive adlydt.

Hvornår vil europæerne begynde at slå kriminelle indvandrere ihjel? Hvornår vil retsstaterne degenerere til voldelige klansamfund?

Hvorfor er der kun meget få politikere og meningsdannere, der stiller sig selv dette afgørende spørgsmål? Hvorfor overlades det til forbudte film?

Mordet på Islands Brygge udstiller i al sin grusomhed – med al den frygt, sorg og vrede, det forvolder – et dekadent Europa uden vilje og uden forsvarsevne. Men man forregner sig, hvis man tror, at rasende europæere i længden vil finde sig i det.

Af Kasper Støvring