En aftale mellem Polen og Ukraine om at levere MiG-29-jagerfly i bytte mod droner og droneteknologi er gået i vasken, og Polens forsvarsminister Władysław Kosiniak-Kamysz beskylder Ukraine for ikke at have overholdt aftalen.
I et interview med den polske tv-kanal Polsat News, som er omtalt af Euronews, hævder Kosiniak-Kamysz – der også er vicepremierminister i Donald Tusks regering – at Ukraine ikke har kapacitet til at levere droner i overensstemmelse med aftalen, og at Polen derfor ikke vil aflevere flere fly, efter allerede at have gjort det fra 2023.
Ukraines regering har ikke kommenteret den polske ministerens udtalelser, men det ligger nær at se aftalens sammenbrud i sammenhæng med en diplomatisk krise mellem Polen og Ungarn, der har historiske årsager.
I interviewet kritiserer Kosiniak-Kamysz nemlig Ukraine for at hylde Organisationen af Ukrainske Nationalister (OUN) og dens militære gren, Den Ukrainske Oprørshær (UPA), som var ansvarlig for en række krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig, herunder også drab på titusinder af civile polakker.
Den polske vicepremierminister nævner især, at Ukraine opkalder en militær enhed efter UPA.
I Ukraine hyldes UPA af mange for sin rolle i modstanden mod sovjetstyret og kampen for ukrainsk uafhængighed.
I Polen forbindes gruppen først og fremmest med Volyn-tragedien i 1943–1945, hvor titusinder af polakker blev dræbt i det, der i dag er Vestukraine, og som dengang var under nazistisk besættelse.
Voldshandlingerne kostede også tusindvis af ukrainere livet i gengældelsesangreb udført af polske styrker.
UON blev ledet af Stepan Bandera under Anden Verdenskrig, og Władysław Kosiniak-Kamysz understreger, at det ikke er acceptabelt for Polen, at han hyldes i dag.
I en kommentar til konflikten sagde Kosiniak-Kamysz, at Ukraine ville stå over for store vanskeligheder med at blive medlem af EU, hvis landet hylder grupper som UPA og OUN.
»Med (Stepan) Bandera vil Ukraine ikke blive medlem af EU,« sagde den polske minister med henvisning til grundlæggeren af den radikale fløj i OUN, OUN-B.
Ifølge de nuværende regler kræver optagelse af et nyt medlemsland enstemmig tilslutning fra unionens eksisterende medlemmer.


