“You will now listen to my voice … On the count of ten you will be in Europa.” Sådan lyder Max von Sydows hypnotiserende stemme i åbningen af Lars von Triers film Europa. Tre årtier senere er det fristende at sige, at vi aldrig vågnede. Vi er stadig i Europa.

Von Triers mesterlige Europa-trilogi – Forbrydelsens element (1984), Epidemic (1987) og Europa (1991) – blev dengang mødt som dyster, men distanceret kunstnerisk leg med et kontinent i ruiner efter krigen. I dag kan trilogien snarere læses som profetisk tidsbillede.

Jeg vil i denne dobbeltkronik gense filmene og berette om dem i anledning af, at von Trier forleden fyldte 70 år og har kurateret en aktuel udstilling,  der lyder særdeles lovende. Det rummer bl.a. mesterværket af Hammershøi, ”Fem portrætter”. Men genkender stilen fra filmene. Det hypnotisk dragende, uhyggeligt-skønne, gråbrune mørke, man formelig suges ind i.

I denne første kronik vil jeg fokusere på trilogiens temaer. Anden del skal handle om von Triers kunstneriske form.

Idealisten, der bliver det onde, han bekæmper

Det tematiske mønster, der binder trilogien sammen, er centreret om den velmenende idealist, som rejser ind i et traumatiseret Europa for at gøre godt, men ender med selv at bidrage til ulykken.

I Forbrydelsens element lader den eksilerede detektiv Fisher sig hypnotisere tilbage til sin sidste sag: jagten på en seriemorder, hvis ofre er unge piger. For at forstå morderen lever Fisher sig så dybt ind i morderens logik, at grænsen mellem jæger og bytte til sidst forsvinder.

I Europa rejser den tysk-amerikanske Leopold Kessler til efterkrigstidens besatte Tyskland med en naiv drøm om at ”vise lidt venlighed” over for sit fædreland. Han bliver i stedet viklet ind i et nazistisk netværk og ender selv som redskab for den ondskab, han troede, han kunne hæve sig over.

Samme mønster gentager sig i manuskriptet, von Trier og Niels Vørsel skriver i Epidemic. Dets hovedperson er lægen Mesmer, der trodser sundhedsmyndighederne og rejser ud for at hjælpe en befolkning ramt af pest. Hans mission ender i omvendte. Det viser sig, at han selv har båret smitten med sig og spredt den.

Deri ligger også trilogiens grundfigur: Den, der drager ud for at redde andre uden først at have erkendt sin egen sårbarhed og syndighed, ender med selv at blive katastrofens kilde.

Filmens slutning gør pointen endnu mere foruroligende. Det er en af de mest uhyggelige scener, jeg har set i dansk film.

For at bevise, at deres manuskript blot er fiktion, lader Lars og Niels hypnotisøren Ali Hamann føre en ung kvinde ind i filmens univers. Men hypnosen slår fejl, og kvinden overmandes af visionerne og skriger uafbrudt af rædsel, indtil det går op for de tilstedeværende, at hun har pådraget sig den dødelige sygdom, fiktionen handler om. Det, der skulle bevise afstanden mellem fortælling og virkelighed, beviser i stedet det modsatte.

Idealisme uden virkelighedssans er farlig, thi den, der ikke vil se det onde i øjnene, bliver før eller siden selv dets håndlanger. Det er en klassisk, tragisk indsigt, som meget af vor tids politiske tænkning har glemt. Den vil redde verden, men glemte at beskytte os selv.

Også derfor er det værd at bruge tid på von Triers trilogi.

Advarsel midt i optimismen

Store kunstnere er en slags seismografer, der kan fornemme skælv dybt i undergrunden, som almindelige mennesker ikke er i stand til at opfatte.

Det er værd at huske, hvornår Europa faktisk blev lavet. Filmen havde premiere i Cannes i maj 1991, et halvt år efter den tyske genforening og midt i den eufori, der fulgte Murens fald. Det var årene, hvor en hel generation troede, at historiens store konflikter var afgjorte, og at Europa nu kunne se frem mod en lang, lineær fremgang mod paradis på jorden, historiens afslutning.

Von Trier lavede i dette tidehverv en film om et Tyskland, der stadig var gennemsyret af nazismens skygge, om en stormagt, USA, der ikke forstod det land, den ville civilisere, og om en hovedperson, der lader sig hypnotisere ind i en søvngængeragtig accept af det, der foregår omkring ham.

Altså en film om et kontinent, der fejrer sin egen befrielse, samtidig med at det fortrænger, hvor meget fortidens dæmoner rumsterer i kælderen under det europæiske hus.

Et Europa, der ikke kan vågne

Trilogiens pointe er en afvisning af selve den fremskridtsfortælling, som EU-projektet siden har bygget videre på. Forestillingen om, at Europa bevæger sig fremad, væk fra sin mørke fortid, mod stadig mere fred, velstand og oplysning. EU fik som bekendt Nobels fredspris i 2013.

Hos von Trier findes ingen sådan retning. Fortiden lukker sig ikke, men lægger sig som nye lag oven på de gamle, indtil nutidens uhyrligheder bliver umulige at skelne fra de oprindelige. Historien er ikke en serie afsluttede kapitler, man kan lægge bag sig med en undskyldning og en mindehøjtidelighed, med cancel culture og storladne bestræbelser på at censurere de europæiske befolkninger.

Historien er en levende arv, som fortsætter med at forme nutiden, hvad enten man ønsker det eller ej. De stærke guders genkomst, som fortalerne for det åbne samfund frygter.

Fortrængningens bogføring

Et af de mest sigende billeder i trilogien angår den allierede afnazificeringsproces, hvor tyskerne efter krigen skulle udfylde spørgeskemaer for at fastslå graden af deres skyld. Von Trier behandler denne proces som et symbol på en dybere selvbedrag. Det er troen på, at moralsk skyld kan måles, registreres og afsluttes ved hjælp af bureaukratiske procedurer.

Men ondskab lader sig ikke administrere væk med formularer. Ondskaben følger menneskets frihed som dens skygge, som den tyske filosof Rüdiger Safranski skriver i bogen Det onde eller frihedens drama.

Vor tids institutioner med dens offentlige undskyldninger, mangfoldighedsskemaer og symbolske erklæringer lider af samme fejlslutning.

Epidemic er tilsvarende et urovækkende billede på, hvordan en elite – kulturel, politisk, akademisk – observerer en samfundskrise fra sikker afstand, mens den i virkeligheden allerede er en del af problemet, den hævder at analysere.

Ikke med udsigt til borgerkrigen, som Enzensberger skrev nogenlunde samtidig, men midt i dens første stadier.

Trilogiens uforglemmelige billeder

Hvor store dele af den politiske og kulturelle elite i halvfemserne og nullerne valgte at tro på historiens lykkelige retning, valgte von Trier at filme dens mareridt. Der er scener og billeder i trilogien, der aldrig forlader os, når først vi er konfronteret med dem.

En hest synker langsomt i et oversvømmet landskab fuldt af forladt skrammel, mens det syge, svovlgule lys lægger sig som en sygdom over hele billedfladen. Inspektør Fisher vader gennem et druknet kontor, hvor sagsakter flyder mellem væltede arkivskabe som rester af en civilisation, ingen længere kan redde. Et glimt af rødt blod bryder igennem det sort-hvide billede, som var det den eneste sandhed, en bedøvet verden stadig kan mærke. Et lig driver stille nedad i floden, mens fortælleren med sin hypnotiske stemme får seeren til at synke med. Ned i glemslens mørke vand.

I næste kronik skal vi se nærmere på disse – skønne og uhyggelige – billeder.

Af Kasper Støvring