Islams talsmænd tåler ikke den ringeste kritik uden at få nervesammenbrud. Og ummaen – den muslimske nation – svarer med klynk og påberåbelse af århundreders kristne og jødiske overfald på de troende. Og fornærmelser af profeten. Og bagtalelse af diverse kaliffer, sultaner og emirer.

Det er godt at være dansker. Vi har heldigvis ikke fulgt Muhameds eksempel med at lade beklagelser over vores vanskæbne styre livet under bøgene – ledsaget af vilde anklager mod enhver, der har stukket en pind i Danmarks hjul.

Danmarks historie byder ellers på rige kilder til nationalt og kulturelt raseri. Hvad har vi ikke tabt de seneste 1000 år? England, Estland, Gotland, Sverige, Nordtyskland, Skånelandene, Norge, Slesvig. Vi står lidt afpillede tilbage.

Alligevel er vi ikke blevet fanatikere. Tabt er tabt, og det kan vi ikke lave om på. Vi kan derimod glæde os over, at der begravet i dansk kultur ligger en kerne, som har modstået de fleste ydre og indre anslag. Man kan vel beskrive fænomenet som en kultur, der hviler så meget i sig selv, at den ikke behøver at opføre sig som en glubsk hund.

Helt anderledes med islam, der er så skrøbelig, at den bryder sammen, hvis man fjerner så meget som en sætning fra Koranen, Muhameds sædvane eller hans biografi.

Her kommer Muhameds mænd på arbejde. De klogeste af dem er utvivlsomt på det rene med, at islam ikke holder for en nærmere historisk, arkæologisk eller tekstkritisk overhaling. Intet af hvad vi får bildt ind om profetens gøren og laden holder for en videnskabelig undersøgelse. Det er heldigvis en halv vind og digt fra ende til anden. Ellers måtte vi jo tro på de bloddryppende beretninger om Muhameds lystmord og voldtægter.

Hvad gør man så, hvis man lever af at promovere Muhamed som det perfekte menneske? Man indser, at islam ikke kan forsvare sig mod vestlig videnskabelig kritik, men kun overleve ved altid at være i offensiven. Og mange anledninger byder sig til. Enhver sharia-tilhænger har noget at brokke sig over. Skal de finde sig i at leve i et luderland? Skal de acceptere, at politiet trænger ind på deres muhamedanske enemærker? Skal de finde sig i den respektløse omtale af deres guru? Skal de finde sig i at leve under menneskeskabte love, når Allah en gang for alle har givet loven?

Sådan vil det blive ved, så længe der er muhamedanere i landet. Vi må lære at tage det for hvad det er: Små og bange mænds forpjuskede forsøg på at kalke det muhamedanske lig. Derfor puster de sig op med klynk og klage i håb om, at vi skal føre debatten på deres præmisser.

Desværre har de haft betydeligt held med det.