Ingen steder i Danmark er problemerne med islam mere påtrængende i end i København: Terrortrussel, bandekrig, ghettodannelse, social kontrol, særkrav om halal-mad i daginstitutionerne og kønsadskillelse i svømmehallerne, islamistisk indoktrinering på de muslimske friskoler og en folkeskole, hvor andelen af elever med indvandrerbaggrund i visse områder er tæt på 100%, er blot et lille udpluk af de massive problemer, der i disse år er ved at vokse vores hovedstad over hovedet.
Man skulle derfor tro, at de københavnske kommunalpolitikere, der i disse dage bejler til vælgernes gunst, ville adressere det, der uden sammenligning udgør det mest påtrængende problem og den største trussel mod vores samfund: herboende muslimers vedvarende afvisning af danske værdier og det danske, demokratiske samfund.
Derfor har det også været en bekymrende oplevelse som formand for Nye Borgerlige i København at opleve, at vi som den nye dreng i klassen, har været det eneste parti, der har haft dette helt fundamentale problem som primære mærkesag i den kommunale valgkamp. Ingen af de borgerlige partier, der i dag er repræsenteret i Borgerrepræsentation, har gjort det til deres opgave at angribe det røde bystyre, med socialdemokraterne i spidsen, for deres uduelighed og manglende vilje til at stille krav om assimilation til den voksende gruppe af muslimer i København, der vender vores samfund ryggen.
Det har været et stor skuffelse, men især har vi Nye Borgerlige undret os over, at ikke engang Dansk Folkeparti har fundet anledning til at gå ind i kampen for at hævde danske værdier i en by, der på så lange stræk lider under en voksende islamisering.
Tværtimod, fristes man til at sige. På et vælgermøde onsdag i et såkaldt ressourcecenter på Ydre Nørrebro, hvor op mod 100 unge med indvandrerbaggrund var mødt op – en oplagt mulighed for at fortælle de unge, om de værdier, der er bærende for vores samfund – glimrede Dansk Folkeparti med deres fravær, og overlod det til den flinke, men fuldstændig handlingslammede socialdemokratiske borgmester for socialforvaltningen at tale om inklusion og flere klubtilbud.
Faktisk har det været påfaldende, grænsende til det utrolige, at Dansk Folkeparti ikke har været at finde på den åbne mark af en valgkampsbane, som islam og integration udgør, når det burde være partiets kerneområde. Om ikke andet – så dog for at forhindre, at Nye Borgerlige ikke fuldstændig overtager DFs raison d´etre og begynder at æde sig ind på DFs få mandater i Borgerrepræsentationen.
Men det har tilsyneladende ligget de københavnske DF´ere fjernt, selvom partiet lige nu har den bedste af alle platforme med Carl Christian Ebbesens kultur- og fritidsborgmesterpost. Men truslen fra islam har så langt fra præget hans valgkamp, når man ser bort fra de “jeg-er-også-imod-bandekriminalitet”-statements, som i disse uger flyder fra enhver københavnsk kommunalpolitiker uanset politisk tilhørsforhold. Et hurtigt scroll ned over DF-borgmesterens facebook-væg afslører, at DFs spydspids i København ikke en eneste gang har adresseret problemerne med manglende assimilation og det muslimske pres på danske værdier. Ikke en eneste. Til gengæld har vi fået at vide, at han har været på virksomhedsbesøg hos Lundbeck, har været til svømmestævne, omfavnet en socialist-ven og har haft “en god og succesfuld aften” til bankospil med DF.
Betyder det, at Dansk Folkeparti ikke længere finder truslen fra islam vigtig? Og i så fald: hvilke perspektiver tegner der sig så for København efter kommunalvalget? Hvis det – mod forventning – ikke lykkes Nye Borgerlige at erobre mandater i Borgerrepræsentationen – hvem skal så slås mod ghettodannelse og islamisering af København? Og hvis Nye Borgerlige kommer ind, kan vi så regne med Dansk Folkeparti?
Svaret blafrer i vinden.
Anders Toft Hansen er advokat og formand for Nye Borgerlige i København