“Skriget fra det dybeste må komme, når man krænkes ægte, men i nutidens rettighedsideologi er det krænkede skrig blevet lige så naturligt som at trække vejret. Det er en bitter form for vejrtrækning, der former personligheder som de omtalte feminister, for hvis man dagligt ånder gennem ordene – jeg har ret til – kan både taknemmelighedsfølelse, glæde og generøsitet skubbes i baggrunden. Netop derfor kan Simone Weil understrege, at den automatiske rettighedstænkning modsiger kristendom. I kristen forstand er taknemmeligheden for alt, hvad man har fået, helt central, alt imens tanken om at stå på sin ret altid skal ses i lyset af budskabet om at kunne træde til side for en anden.”

Sørine Gotfredsen ser dannelsen af det nye parti, Feministisk Bevægelse, som endnu et udtryk for den rettighedstænkning, der er blevet så udbredt i den vestlige verden de seneste årtier. Man føler sig krænket og bliver vred, hvis man ikke får det, som man mener, at man har ret til. Det er ikke bare trættende og til tider pinligt i et rets- og velfærdssamfund som det danske, men tillige også ildevarslende, fordi den krænkede vrede over at føle sig (marginalt) forfordelt, rummer en krigeriskhed som ypper kiv, skriver Gotfredsen her

https://gotfredsen.blogs.berlingske.dk/2017/09/17/det-grusomme-rettighedsvaesen/