Det har været interessant at følge Pernille Vermunds entre på Nørrebro og den debat, der er fulgt. Når man tænker på befolkningssammensætningen i området, den høje koncentration af indvandrere i 1., 2. og 3. generation med tiltagende muslimsk baggrund og den stadigt mere udbredte og forbenede ghetto-dannelse, er der i udgangspunktet ingen tvivl om, at Vermund har ret, når hun konkluderer, at Nørrebro er tabt. Det er for så vidt ingen nyhed – det nye lå i erkendelsen fra en politiker.
Tilbage står imidlertid den konflikt, der opstod som følge af Vermunds tilstedeværelse på henholdsvis Blågårds Plads og Den Røde Plads, og som til dels af hende selv og i sær af medierne blev gjort til omdrejningspunkt for debatten. Vermund blev nemlig ikke truet af de muslimer, der skaber ghettoen eller de indvandrerbander, der er godt igang med at gøre området til no-go-zone. Den truende adfærd kom fra en dansker på den yderste venstrefløj – nærmere betegnet fra Anton Rothstein, en tidligere autonom fra Ungdomshuset og søn af religionshistorikeren Mikael Rothstein – der aggressivt bad Vermund om at forsvinde.
At det er venstreekstremister, der udgør Nørrebros altid voldsparate bolværk mod det omgivende, demokratiske samfund er der heller ikke noget nyt i: Helt tilbage i 1998 måtte Folketingets nuværende formand således bogstaveligt talt flygte for sit liv og ind i en bank på Nørrebrogade, efter at det sædvanlige tæskehold af venstreekstreme hurtigt havde mobiliseret et lynch-team, der ikke efterlod den mindste tvivl om, hvad der ville ske, så snart de fik fat i Pia Kjærsgaard. Der skulle et massivt opbud af kampklædt politi til at eskortere hende ud af banken og ind i en af politiets sikre biler.
Og lige siden har det været sådan, at kriminelle muslimer og venstreekstremisterne har delt opgaven med at forsøge at holde Nørrebro uden for demokratisk og retssikkerhedsmæssig rækkevidde: Muslimerne har taget sig af truslerne mod og angrebene på politi, brandvæsen, hjemmehjælp og andre faggrupper med ærinde i bydelen – og AFA/Antifa har sørget for, at fredelige politiske meningsmodstandere fik kamp til stregen og bål i gaderne, hvis de formastede sig til at krydse Dronnings Louises Bro.
Der er al mulig grund til at se nærmere på, om denne fordeling af “arbejdsopgaverne” når det drejer sig om at holde det omgivende samfund på afstand af Nørrebro er tilfældig, eller om der er tale om en art mesalliance, med de venstreekstreme som en art nyttige tæskeholds-idioter for et voksende og stadigt mere kriminelt muslimsk parallelsamfund.