“Stjernfelt fremhæver Luthers tanke om, at jo svagere fornuften er, desto større er evnen til at modtage troen, hvilket selvsagt får oplysningsdisciple til at se rødt. Sagen er, at Luther kritiserer fornuften, fordi han frygter, at menneskets hovmodige selvovervurdering vil blokere for gudstro og næstekærlighed. Alt er for ham tro eller ikke tro, Guds værk eller det ondes værk, og den store reformatoriske pointe er, at menneskets bestræbelse ikke skal behage Gud, den skal derimod komme det andet menneske til gode. Luthers teologi henviser os til den konkrete verden, hvor troen bliver et medmenneskeligt anliggende sat i forhold til vores dømmekraft. I modtagelsen af troen er fornuften en barriere. I hverdagens virke er den sammen med samvittigheden levende.”

I 500-året for Reformationen er det naturligt, at man kaster et kritisk blik på Luther, skriver Sørine Gotfredsen, der dog langtfra er imponeret over det niveau kritikken tager afsæt i hos Frederik Stjernfelt i hans bog Syv Myter om Martin Luther.

Hans ærinde synes mere at være at trække gamle og fortærskede sandheder af stald om Luthers uforsonlige personlighed – frem for at koncentrere sig om, hvad Luther rent faktisk sagde om tro og kristendom. Dette bunder i følge Gotfredsen i en uklædelig og i denne sammenhæng noget malplaceret foragtfor kristendommen, der synes at være Stjernfelts egentlige drivkraft. Når kritik af Luther udfoldes med afsæt i foragt for tro og kristendom, opnår man mest at alt at promovere sit eget ståsted, og det gør ingen klogere, skriver Gotfredsen, hvis indlæg kan læses her:

http://gotfredsen.blogs.berlingske.dk/2017/04/04/fornuften-draeber-luther/