“For hvis der er noget, debatten ikke handler om, er det hudfarve. Det er ikke pigmentering, der drøftes fra Gedser til Skagen, men de sociale, økonomiske, kultururelle og kriminologiske konsekvenser af 35 års akkumuleret indvandring – og udsigten til endnu mere med det voksende migrationspres fra Afrika.

Til den diskussion har Casper Christensen åbenbart intet at bidrage med. Skuespilleren, hvis film foregår i 1983, befinder sig stadig der. Han er gået i stå ved indførelsen af den flygtningelov, der blev vedtaget samme år, og som vi erfarer implikationerne af uge for uge, måned for måned og år for år.”

Med udgangspunkt i et lidet indsigtsfuldt citat af Casper Christensen (“Der er ingen grund til at snakke om folks hudfarve, eller hvor de kommer fra – lad os snakke om noget andet.”), skriver Jalving i sit indlæg om den ubevidste dobbelthed, der præger det kulturproducerende segment. På den ene side afvisningen af og uvidenheden om grundpræmisserne for udlændingedebatten, som reduceres til et upassende spørgsmål om hudfarve, og på den anden side et de facto knæfald for den tiltagende afsekularisering af vores samfund.

Selv klassens frække drenge bøjer nakken og indordner sig i det stadigt snævrere råderum for, hvad man kan udstille og gøre grin med. Imens går det i fuld fart væk fra dansk retsstat og mod universalistisk retsstat, skriver Jalving, hvis indlæg kan læses her