Konfrontationen mellem Holland og Tyrkiet handler om langt mere end adgangen til at føre valgkamp på et andet lands territorium. Det er en islamistisk wanna-be-dikator der vil score points på at fremstå som muslimernes talsmand overfor Vesten, på EUs hjemmebane.

Erdogans modus operandi minder om Hitlers: Først provokationer, afløst af påberåbt krænkelse, der kræver genoprettelse af tyrkisk ære.

Holland har nu trampet på alle tyrkeres ære. At Erdogan og hans mænd har trampet på Holland med deres grove beskyldninger om nazisme, tæller ikke.

Den islamistiske ære er et potent våben. Muslimerne er lette at krænke. De politisk korrekte medier har selv bidraget til deres følelse af underlegenhed og ydmygelse i misforstået empati. Vest-Europa mangler således kraft og vilje til at forsvare sig. På et eller andet tidspunkt bøjer europæiske ledere af. Det har den islamiske verden erfaret gang på gang.

Ayatollah Khomeini udstrakte islamisk jurisdiktion til Vesten med sin fatwa mod Rushdie. Nu gør Erdogan noget af det samme: Han kan arrestere en tysk journalist og anklage ham for terrorforbindelser i åben trods mod tysk pressefrihed; også dette er en udvidelse af tyrkisk magtsprog. Der sidder 150 journalister i tyrkiske fængsler. Nu omfatter forbuddene også tyske journalister. Men Tyskland og Merkel har selv bidraget til at øge Erdogans magtbegær ved at tiltale komikeren Jan Böhmermann for satire – på tysk tv. Merkel omtalte Böhmermanns satire som “bevidst krænkende”, noget hun siden har beklaget. Men hun tillod at Böhmermann kunde sagsøges.

Merkels imødekommenhed overfor Tyrkiet bliver ikke gengældt. Merkel burde – netop ud fra den tyske historie – forstå hvad og hvem hun har med at gøre:

The Deputy Prime Minister of Turkey, Numan Kurtulmuş, called the poem a “serious crime against humanity”.[18] (…)

Erdogan illustrerer, hvad der sker, når en tyrannisk islamist kommer til magten i et land, der er medlem af NATO. Erdogan hyrer en tysk advokat, der kan bede om, at der nedlægges forbud for tyskere i deres omtale af Erdogan, i Tyskland. Og han vinder frem.

On 10 April the CEO of publishing house Axel Springer SE, Mathias Döpfner, made a plea for “solidarity with Jan Böhmermann”. He compared Böhmermann’s poem to the works of Martin Kippenberger. Also he referred to Michel Houellebecq‘s Submission and accused the German government of kowtowing to Turkey.[26] On 9 May it was reported by Deutsche Presseagentur, that Erdoğan had sued also Döpfner. He applied for a preliminary injunction. It was reported that the court did not approve it, but Erdoğans lawyer Ralf Höcker (de) wanted to turn to the next instance.[27] In addition, Erdoğan had applied for a preliminary injunction against film director Uwe Boll, which was granted. Now Boll isn’t allowed to call Erdoğan a “moronic little wimp” anymore.[27] Höcker compared the criticism of Erdoğan with a “mass rape”.[27]

Erdogan kan få det tyske retsvæsen til at nedlægge forbud mod, at en tysk regissør omtaler ham som en “idiotisk lille tosse” og den tyske advokat omtaler udtalelsen som “massevoldtægt”. Eksemplerne viser, at det her handler om langt mere end satire, ligesom også De Sataniske Vers gjorde det.

Det handler om islams angreb på Vesten.

Kuppet i sommer sidste år blev afløst af et modkup. Det stod allerede den gang klart, at det der skete mindede om det islamistiske FIS´ sejr i Algeriet i begyndelsen af 1990´rne. Det resulterede i borgerkrig.

Erdogan ved, at han ved at fremstå som islams leder og redningsmand kan mobilisere muslimers vrede, ikke bare de tyrkiske, men alle muslimer, i Europa og verden over.

Det er en formidabel trussel, og Vesten lader ikke til at have forstået, hvad de står overfor.