Anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi har besluttet at rejse tiltale mod en 42-årig mand for overtrædelse af straffelovens blasfemiparagraf, fordi han tilbage i 2015 brændte en koran i sin baghave og offentliggjorde begivenheden på facebook.
Det er et opsigtsvækkende skridt fra anklagemyndighedens side: Ingen er dømt efter blasfemi-paragraffen (straffelovens § 140) siden 1946 og sidste gang, den var i spil var i 1971. Ikke fordi der ikke har været formelt anledning til det: i 1997 indkøbte selveste Danmarks Radio således en bibel og bad en kunstner om at brænde den for rullende kamera. Det gav ikke anledning til at rejse tiltale – formentlig fordi politi og anklagemyndighed helt fornuftigt vurderede, at hensynet til ytringsfriheden vejede tungere end det misfoster af en krænkelsesbestemmelse som blasfemiparagraffen de facto er. En vurdering som flere gange har ført til overvejelser om helt at afskaffe bestemmelsen.
‘
Det er desværre blevet ved snakken og med tiltalerejsningen markerer anklagemyndigheden at vindene er vendt, og at hensynet til potentielt krænkede religiøse følelser nu vejer tungere end ytringsfriheden.
Men ikke nok med det: for det er ikke til at komme uden om, at islam og herboende muslimers kulturelt betingede modvilje mod sekulære vestlige værdier som ytringsfrihed har været den krænkelsesfaktor, der mere eller mindre direkte har genoplivet en straffebestemmelse, der forlængst skulle have haft dødsstødet. En bibelafbrænding havde således aldrig ført til tiltalerejsning. Ikke engang da Jens Jørgen Thorsen i 1984 malede Jesus med erigeret lem på Birkerød Station, blev der rejst tiltale. Tværtimod blev daværende trafikminister Arne Melchior sat i offentlig gabestok, da han i den forbindelse forsøgte at forbyde Thorsens værk ved at påstå, at ytringsfriheden kun gjaldt “det trykte ord og ikke billedkunsten.”
Genoplivningen af straffelovens § 140 er ikke alene et anslag mod ytringsfriheden, men også et hyklerisk et af slagsen. Og det understreger behovet for et endeligt opgør med de krænkelsesbestemmer – ikke mindst også racismeparagraffen – der i hele deres væsen og formål modarbejder den ytringsfrihed, der er den væsentligste forudsætning for vores frie, åbne demokrati.
