Østre Landsrets dom i sag anlagt af Jan Aage Jeppesen mod Bent Jensen og forlaget Gyldendal
Sagen blev anlagt, efter at jeg i februar 2014 offentliggjorde værket Ulve, får og vogtere på 1.500 sider.

I et kapitel om danske statsborgere, der på forskellig vis gik fjendtlige totalitære staters ærinde, brugte jeg syv linier på at beskrive Jan Aage Jeppesens indsats for DDRs hemmelige tjeneste STASI. Det hedder ordret:

”I 1980´erne blev Jan Aage Jeppesen hyret af STASI under dæknavnet Apollo. Han gik også under betegnelsen Hamster i interne STASI-dokumenter. Udover at spionere mod Danmark virkede Jeppesen som stikker i den tyske flugtorganisation Ost-West Transfer. Han var skyld i, at flere østtyske borgere havnede i østtyske fængsler. Jeppesen anlagde senere sag mod Ekstra Bladet og journalisterne Mette Herborg og Per Michaelsen, men tabte både ved byretten i København i juni 2002 og senere ved landsretten i november 2003.” I en note henviser jeg til mine kilder: Herborg og Michaelsen: STASI og Danmark, s. 95 og samme: Ugræs, s. 139-142 og 150-156. De to journalister byggede på oplysninger i STASI-arkivet i Berlin.”

Jeppesen krævede af Gyldendal og undertegnede, at sætningen ”Han var skyld i, at flere østtyske borgere havnede i østtyske fængsler” var ærekrænkende og usand og derfor skulle fjernes (mortificeres). Gyldendal og jeg nægtede, og Jeppesen anlagde sag ved byretten i København. Byretten afviste i juni 2016 sagen, fordi Jeppesen allerede to gange havde tabt sager af præcis samme art. Jeppesen ankede byrettens dom.

Landsretten giver mig ubetinget medhold i, at det, jeg skrev om Jeppesen, bygger på Herborg og Michaelsens bøger og “har dækning i og sprogligt kan rummes inden for” de to journalisters udsagn. Det nævnes tillige, at Ekstra Bladet også havde skrevet, at Jeppesen ”sendte systemkritikere i Stasi fængsel” – dvs. at Jeppesen var skyld i, at systemkritikere havnede i østtyske fængsler. At jeg havde skrevet, at Jeppesen var ”skyld i”, mens de to journalister i deres bog skrev ”medvirkende til” kunne ifølge landsretten ikke føre til et andet resultat.

Men at Ekstra Bladets journalister blev frikendt betyder ifølge landsretten ikke, at jeg også uden videre kan slippe. Mit udsagn om Jeppesen – som altså ifølge landsretten har dækning i de to journalisters udsagn – er nemlig fremsat ”i en ny sammenhæng – af en faghistoriker i et nyt bogværk om ´Den kolde krig´ – selv om udsagnet ” ved en endelig dom er blevet vurderet som ikke-ærekrænkende.”

Heller ikke hensynet til, at det ikke er ønskeligt, at hverken Gyldendal og undertegnede eller domstolene skal bruge tid og kræfter på retssager om udsagn, der er dømt ikke-ærekrænkende, er nok til at afvise den trættekære stikker. Landsretten giver nemlig ”efter en samlet vurdering” STASI-stikker Jeppesen medhold i, at sagen ikke skal afvises, men realitetsbehandles ved byretten
.
Det har taget retssystemet næsten tre år at komme hertil – og det vel at mærke i en sag, hvor der ikke har skullet føres vidner, og hvor materialet består af mine få linier i Ulve, får og vogtere plus nogle få sider i Herborg og Michaelsens bøger. Og nu skal vi så i gang med det, landsretten kalder en ”realitetsbehandling”.

Undertiden tænker jeg på, om jeg – der aldrig gik fjendens ærinde – ingen rettigheder har. I Dragsdahl-sagen blev samtlige Jyllands-Postens journalister og redaktører frikendt allerede i byretten, mens jeg alene efter at have brugt ti år og været igennem tre retsinstanser blev dømt i Højesteret – i øvrigt på grundlag af frit opfundne påstande om, at jeg nok havde ment det modsatte af det, jeg faktisk havde skrevet, og efter at være blevet påduttet en viden om noget, ingen kan vide noget om.

Ifølge Grundloven er ”enhver i lovgivningen til adel, titel og rang knyttet forret afskaffet.” Hvorfor nyder medlemmer af Danmarks Journalistforbund så disse privilegier, når det gælder ytringer – oven i købet præcis samme ytringer, som et ikke-medlem af Danmarks Journalistforbund meddeler?