Går man og tror at store beslutninger tages bredt i de respektive landes parlamenter eller sågar EU’s parlament, tager man gruelig fejl.

At indvandring/folkevandring har været 2016’s hedeste, for ikke at sige det eneste emne, når undtages diskussionen om toiletter til anderledeskønnede, skyldes én person, Tysklands kansler Angela Merkel.

Ikke at jorden ikke var gødet for hende, for det var den. Men efter nogle få måneder med åbne grænser, blev det alligevel for meget: Bataclan-begivenheden viste sig at være begået af flygtninge, og attentatet på julen i selveste Berlin af en asylsøgende tuneser, der opererede under 14 forskellige identiteter.

Enhver nogenlunde tænkende person, også i Danmark, véd, at tilstrømningen af mennesker fra en fundamentalt fremmed kultur vil føre til gennemgribende ændringer. Selv hvis man stiller sig positivt hertil. Man behøver ikke at konsultere Ekstrabladets ”nationen” med dens karlekammersprog for at spore utilfredsheden og frygten. Den udmærkede ”lokalavisen” dækker mange af de tildragelser, der ikke skønnes at ”have andet end regional interesse”, som det hedder på tysk newspeak.

Udover de forkætrede Visegradlandes ledere, synes ingen at tale tilstanden imod. Vor egen statsminister, der jo godt kan tale– hvem husker ikke, da han som sundhedsminister ikke til undervisning ville anbefale en CD om seksuel mangfoldighed, herunder dyresex, med nogenlunde disse ord: ”Det kan ikke være en statsopgave at vise folk, hvordan man går i seng med sin golden retriever”, – leverede den tyndeste kop nytårste, der nogen sinde er blevet serveret på disse kanter.

Den er et skoleeksempel på historieløshed og letkøbte anskuelser – og så de sædvanlige vindfrikadeller indeholdende ingredienser som mindre kontrol, færre regler, mere motivation. Historieløshed, fordi ”vi skal lukke ørerne, når nogen siger, at ”alting var bedre i gamle dage””. De smukke huse i det indre København er f.eks. bygget af penge, tjent på slavers slid. Det er skamfuldt, siger Løkke. Men det er altså ikke skamfuldt at åbne landets grænser for en helt ny underklasse, der af indlysende grunde ikke vil kunne bidrage til at bevare landet. Fordi de hader det.

Det er heller ikke skamfuldt at sende unge danskere til Syrien i en fredsskabende mission, mens de unge syriske mænd, som man måske kunne forvente tog tørnen, er på vej til sikkerheden i Nordeuropa. En sikkerhed, der for længst er krakeleret.

Som et bevis på, at alt udelukkende er gået den gode vej, fremad, vælger Lars Løkke hyggeserien Matador, hvis skaber, Lise Nørgaard, er næsten så gammel historien. Matador er en serie, som handler om 30-40’erne, set fra 70’erne og 80’erne, og som beskriver dem på betryggende afstand.

Det gode og sande, i skikkelse af Frk. Friis’ ædle kamp for fri abort og den radikale frihedskæmper dr. Hansens livssyn har for længst indtaget salonerne. Skuespilpræstationerne fejler ingenting. Nej, Matador er ikke noget bevis på fremskridt, for når fremskridtet består i at tale nedladende om fortiden, så er det ikke noget fremskridt.

Var de Vestindiske øer som en del af Danmark kun en skændsel? Er det ubetinget en fordel at vi ikke har noget postvæsen mere, knap nok nogen offentlig trafik i tyndt befolkede områder, nedlæggelse af skoler, butikker, landbrug? Var livet før i tiden kun et trinbræt til vor tids velsignelser?

Selvfølgelig ikke. For vi, undersåtterne, kan ikke lade være med at sammenligne tilstandene i dag med tilstandene tidligere. Vi havde ikke mobiltelefoner og computere, men vi kunne gå og cykle nogenlunde sikkert på gaderne. Butiksejere på Nørrebro blev ikke som en selvfølge afkrævet ”beskyttelsespenge” af udenlandske kriminelle. Man kunne ikke slå sig ned under flere forskellige identiteter og ”have krav på” udbetaling.

Som et skoleeksempel på, hvor tiden dog er skredet frem, tager Løkke sin søn, der kan konversere på flydende handelshøjskoleengelsk med sine danske kammerater og en enkelt dansktalende canadier. Snart behøver man slet ikke at lære dansk mere, og Løkkes gode klasselærer, namedroppet som Mona, vil med føje kunne afskaffes. Hun var da heller ikke enestående, som Løkke selv påpeger.

Vor statsminister er i den grad på fremskridtets side, at han synes at have sluppet jordforbindelsen.

Tror han selv, at vi vil afskaffe undertrykkelsen(i Danmark kæmper vi MOD undertrykkelse, og det kan vi være stolte af), fordi der kun er en måde at regere på, nemlig ikke at foretage sig andet end at sige, at det er fremskridtets pris, eller at der ikke er noget alternativ?

Kan alle blive dygtige ledere og vindere? eller kræver dette ikke, o skræk, at der er nogen, der skal være tabere, som når forældre kræver, at deres børn skal være en succes i skolen. Det sker jo kun på baggrund af at andre ikke er det. Det er uacceptabelt, skriver Løkke om de, der begår terror og overfald.

Den udtalelse skal da nok forhindre en masse terror. Men vil han regere landet?

Vor statsminister har vist, at han er en bange mand. Det er fuldt forståeligt. Der er vælgerskaren og EU at tænke på. Men så har han også fravalgt nogen sinde at blive ”den dygtige og motiverende leder, som kan sætte en klar retning – (talens side 3).

Der er selvfølgelig kun en måde, der kan blive ordnede forhold i landet, og det er at regeringen regerer.

Et af de utallige fremskridt er, at det ikke længere er dronningen, der tager sig af de dele; hun lader ellers til at vide bedre besked. For som hun siger: De nyankomne må lære, hvilket land de er kommet til, og de der er her allerede, må fortælle dem det(og ikke lade sig kyse af menneskerettighedsgrupper og ting og sager)og ikke gemme sig væk bag lovgivning.

Kan det ikke lade sig gøre, må de hjælpes hjem igen. På ganske almindeligt jævnt dansk.