De vestlige demokratier befinder sig midt i en intern værdikamp.
Det er en konflikt mellem globalister og internationalister på den ene side og på den anden side de, som holder fast ved nationalstaten, og som modsætter sig den igangværende globalisering. Konkret har denne konflikt på det seneste givet sig udtryk i briternes udmeldelse af EU og i valget af Trump til USA’s præsident – ligesom den har betydet fremgang for nationale partier i EU-landene, som fx Front National og Alternative für Deutschland.
Hidtil har den dominerende opfattelse af denne konflikt været ret entydig. Den har anlagt globalisternes perspektiv. Man har set konflikten som en kamp mellem en åben, fordomsfri og progressiv internationalisme på den ene side og en lukket, højreekstrem nationalisme på den anden side.
Set i dette perspektiv har internationalisterne på forhånd taget patent på godheden, og det er derfor naturligt, at de har grebet til en dæmoniserende psykologisk kategorisering af deres ideologiske modstandere – som at kalde dem fremmedhadere eller racister – i stedet for at tage dem alvorligt i den demokratiske meningsudveksling.
Men er det korrekt at se demokratiernes pågående værdikamp i globalisternes perspektiv? Er det korrekt, hvis vi først og fremmest vil se værdikampen ud fra et demokratisk perspektiv – altså med særligt henblik på forsvaret af de demokratiske værdier?
Så er det kun korrekt under den enkle forudsætning, at demokratiet er let: at det er let at opbygge og opretholde et velfungerende demokratisk samfund med politisk medbestemmelse, ytringsfrihed, religionsfrihed og ligeværdighed mellem kønnene. For hvis det er let at udbrede demokratiske værdier og at opbygge velfungerende demokratier andre steder i verden, så betyder det mindre, at vi sænker grænserne for de eksisterende demokratier.
Hvis det derimod er svært at opbygge et velfungerende demokratisk samfund med politisk medbestemmelse, ytringsfrihed, religionsfrihed og ligeværdighed mellem kønnene, så ser sagen helt anderledes ud. I så fald fremstår de globalister, som nu sænker demokratiernes grænser og åbner for mere eller mindre fri migration (blandt andet gennem arbejdskraftens frie bevægelighed), som naive optimister, som reelt er på vej til at undergrave de samfund, hvor de demokratiske værdier faktisk er realiseret.
Til gengæld fremstår forsvarerne af de eksisterende nationale grænser som realistiske forsvarere af de demokratiske værdier. For hvis man ikke forsvarer de “områder”, hvor de demokratiske værdier faktisk er realiseret, og sikrer, at de fortsat kan realiseres, så ender de demokratiske værdier med at blive tomme idealer.
Altså: I globalisternes perspektiv er demokratiet let, og forsvarerne for, at de eksisterende demokratier skal føre en stram indvandrings- og asylpolitik, bliver til fremmedhadere. For forsvarerne af en stram indvandrings- og asylpolitik er demokratiet derimod svært at opbygge, men let at ødelægge; og for dem bliver globalisterne til naive fremskridtsoptimister, som reelt er i færd med at undergrave de eksisterende demokratiers fremtidige funktionsevne.
Hvem der har ret – eller mest ret – afhænger af, hvor svært det er at opbygge et velfungerende demokratisk samfund. Og jo mere vi tænker over vore erfaringer i et principielt perspektiv, jo klarere synes det at blive, at det ikke er nogen let sag at opbygge et velfungerende demokrati, men at det kræver en social selvopdragelse, som kun er mulig under gunstige vilkår.
Derfor er det deprimerende at se, hvorledes den dominerende politiske holdning i de vestlige demokratier alt for længe har været på kollisionskurs med forudsætningerne for demokratiets opretholdelse. Og derfor er det positivt at opleve, hvorledes globalisternes naive grænseopløsning nu modsiges.
Kai Sørlander er filosof og forfatter til en række bøger