De seneste dage har der været historier i de fleste medier om, at ca. 18% af eleverne i de københavnske folkeskoler har så stort fravær, at de misser et helt års skolegang. 6.269 elever på 40 københavnske folkeskoler i skoleåret 2014/2015 fraværende i mere end 20 skoledage eller ti procent af skoletiden. Det svarer til 17,6 procent af eleverne.
I sig selv en stærkt forurolignede oplysning, for det svarer jo til 2-3 elever pr. klasse.
Men hvad der er endnu mere foruroligende er, at Københavns Kommune udelukkende ser problemet som isoleret til de elever, der er fraværende. I Berlingske kan man læse, at kommunen sætter målrettet ind ved at ansætte særlige “fraværskonsulenter” der skal fremme skole-hjem samarbejdet i de udsatte familier, som man må forstå tegner sig for det massive fravær.
Det er en meget enøjet betragtning, der ikke giver svar på de spørgsmål, som tallene rejser.
For er der virkelig ca. 18% af eleverne i den københavnske folkeskole, der er så socialt belastede, at man er nødt til at koble særlige konsulenter på deres familier for overhovedet at sikre et stabilt fremmøde? Det er et meget højt tal, der logisk set så må dække over en endnu højere grad af social(?)belastning i København, da der jo må formodes at sidde andre børn i klasserne, der også er belastede i en eller anden grad – blot ikke så hårdt, at de mister et års skolegang på grund af fravær. Det afslører i så fald enorme sociale problemer i hovedstaden, når næsten hver femte folkeskoleelev er socialt truet.
Et andet spørgsmål er, på hvilke skoler fraværet er mest udtalt. Tallene er gennemsnitstal for 40 københavnske skoler, men et kvalificeret gæt er, at fraværet på f.eks. Øster Farimagsgades Skole og Sølvgades Skole ligger markant under gennemsnittet. Det vil gøre problemerne endnu større, fordi det i så fald vil koncentere det høje fravær til færre skoler – sandsynligvis også i bestemte distrikter. Hvilke skoler? Hvor? Med hvilken elevsammensætning?
Hertil kommer et helt indlysende spørgsmål: hvor længe har fraværstallet været så højt? Er det kommet pludseligt? og kan det i så fald sættes i forbindelse med andre faktorer, som f.eks. Folkeskolereformen? eller har det stået på igennem længere tid, og i så fald: hvorfor har man ikke analyseret problemstillingen og grebet ind tidligere?
Meget taler for, at de massivt høje fraværstal blot er endnu et symptom på, at det står skidt til med folkeskolen i almindelighed, og at den københavnske folkeskole befinder sig i noget nær frit fald:
Over 30% af eleverne i den københavnske folkeskole har indvandrerbaggrund, hvilket øger presset på undervisningen både socialt og kulturelt
16% – heraf markant flest med indvandrerbaggrund – forlader folkeskolen som funktionelle analfabeter, dvs. med så dårlige skolekundskaber, at de ikke kan gennemføre en ungdomsuddannelse.
Stadigt flere ressourcestærke forældre vælger folkeskolen fra til fordel for private tilbud,
Der sker en voldsom lærerflugt fra de københavnske folkeskoler i disse år. Som på f.eks. Utterslev Skole – en tidligere en velfungerende profilskole i det københavnske Nordvest-kvarter – hvor 37 lærere har forladt skolen de seneste 2 år.
Alt i alt tegner der sig et billede af den københavnske folkeskole i frit fald og en kommune, der lukker øjnene for det ved at forsøge at sætte et plaster i form af “fraværskonsulenter” på det åbne benbrud, der i disse år får en af vores vigtigste kulturbærende institutioner til at forbløde.