“Debatten”, som DR2 sendte torsdag aften med overskriften “Slut med flygtninge?” har fået indvandrerdebatten op på de høje nagler igen-igen. Og det var da også et debatprogram, hvor der blev gået til stålet. Ikke mindst af de to muslimske deltagere Tarek Ziad Hussein og Kashif Ahmad, hvor sidstnævnte lynhurtigt trak nazi-kortet over for bl.a. Poul Højlund, Marie Høgh:

“Vi har hørt en negativ hetz, dæmonisering og stigmatisering. Vi har hørt dehumanisering, som får mine tanker tilbage til mellemkrigstiden i Tyskland, hvor det endte med at en hel befolkningsgruppe blev gasset.”

Trods denne hampre nazi-beskyldning, og hans senere definition af årsagen til boligsegregeringen og ghettodannelsen som dansk race-arpartheid, har det ikke desto mindre været DFs Martin Henriksen, som efterfølgende har fået det glatte lag i medierne. Grunden? Han kunne – af indlysende årsager- ikke med det samme afgøre, hvorvidt elevrådsformanden på Langkaer Gymnasium, Jens Philip Puriya Yazdani var dansk alene ud fra oplysninger om, at han var født og opvokset i Danmark:

“Jeg kender ham jo ikke, så det kan jeg dårligt svare på” sagde Martin Henriksen: “Man kan ikke sige, at fordi man henter hele verden til Danmark og de så får nogle børn i Danmark, så bliver de danskere. Det er simpelthen en forfladigelse af debatten, som er direkte uforskammet over for de generationer, der har været med til at opbygge det her land.”

En fuldstændig ukontroversiel og nøgtern konstatering af, at danskhed og dansk tilhørsforhold ikke er betinget af ydre, men af indre faktorer.

Derfor er det også overraskende, at JP vælger denne udtalelse som angrebsvinkel til Debatten i torsdags:

Under overskriften “Ingen har nogensinde før anfægtet min danskhed” bliver Jens Philip Puriya Yazdani spurgt om “hvordan han oplevede situationen”, og den unge mand var naturligvis “målløs” – dog uden egentlig at være overrasket:

“det understreger jo hvilken retorik, Martin Henriksen og Dansk Folkeparti bruger, når der tales integration og danskhed.«

På baggrund af, hvad der rent faktisk blev sagt – af Martin Henriksen og især Kashif Ahmad, ville det have været oplagt at bede den unge elevrådsformand uddybe, hvad han mener med retorik “..når der tales danskhed”, men det lader artiklens forfatter blafre i vinden. I stedet leverer Jens Philip Puriya Yazdani det bedste bevis for Martin Henriksens pointe. Adspurgt om, hvornår man er dansk, svarer han:

»…modsat Martin Henriksen, så mener jeg, at man godt kan være dansker og samtidig identificere sig med et andet land […] man skal kunne danne sig som menneske med baggrund i flere kulturer og stadig være dansker.«

I det omfang man sætter sin tilknytning til islam over sin tilknytning til Danmark, kan man i sagens natur ikke være dansker. Islam afviser kategorisk nationalstaten og det sekulære samfund, så en rettroende muslim kan aldrig være dansk, målt på de kulturelle, historiske og værdimæssige parametre den danske retsstat bygger på, og som det danske civilsamfund er runden af.

At være dansk er et sindelagsspørgsmål. Den definition bliver imidlertid udfordret af den danske stat, der formelt erklærer udlændinges efterkommere for danske i statistikkerne – uafhængigt af, om de er assimilerede eller ej. På den baggrund havde Kashif Ahmad en dystopisk pointe i torsdagens debat:

“Vores forældre kom her som indvandrere, men vi er altså født og opvokset her. Vi er danskere. Vi kommer til at være her altid. Vi er efterkommere i statistikkerne. Vores børn er danskere i statistikkerne”