I et interview på jp.dk understreger Flemming Rose betydningen af, at danskerne er bevidste om og kender til deres egen kultur. Vi skal være klar over, hvem vi selv er og hvad der har gjort os til dem, vi er. Det er den helt bærende forudsætning for, at vi kan forsvare os selv og vores kultur. Hvis vi ikke kender til vores eget kulturelle og værdimæssige grundlag, vil vi have vanskeligt ved at forsvare den. Vi skal være helt klare på, hvor grænsen går, hvad der er til forhandling og hvad der ikke er til forhandling.
Rose tror ikke på hverken kulturkanon eller Danmarkskanon som andet end “bureaukratiske initiativer” og “selskabsleg”. Processen med at forsvare vores kultur foregår i det daglige liv – ikke på gangene på Christiansborg.
Roses præmis er både klar og logisk: Hvis vi ikke har en grundlæggende og fælles oplevelse af, hvad der er dansk og hvilket værdigrundlag vi er fælles om, så er vi sårbare og vil tabe enhver værdikamp. Vi skal vide, hvad vi er rundet af: vores fælles jord, historie, sprog, kultur, natur – alt det, der betyder noget for os som folk, og som er vigtigt at bevare og give videre til kommende generationer. Det er vigtigt, at vi som folk har en fælles forståelse af, hvad disse begreber rummer, for det er dem, der definerer de grænser, vi skal forsvare mod pres ude fra.
Selvom Rose ikke siger det direkte, peger han her på en åben flanke i den danske værdidebat og -kamp: I årtier har kulturrelativismen domineret den danske debat, og nationalsindede debattører er blevet udskammet og dæmoniseret – tænk bare på Søren Krarup og Pia Kjærsgaard. Det er blevet betragtet som noget nærmest fascistoidt at være glad for sit land, som man tværtimod skulle foragte mens indvandrere konsekvent skulle betragtes som kulturforgyldere.’
Kulturrelativismen er gudskelov stærkt på retur, men vi døjer gevaldigt med efterdønningerne efter årtiers flagellantisk selvhad, og det er gået voldsomt tilbage med den almindelige danskers basisviden om eget folk og fædreland – og dermed også vores kulturelle baggrund og fundament. Dét svækker os som folk, og er pinagtigt tydeligt i politikernes rådvildhed, når islam truer med at invadere os. Så sætter man alt for sent ind med kultur- og Danmarkskanon, der kommer til at fremstå som potemkin kulisser i stedet for fælles referencerammer. Og man gør indhug i vores mest dyrebare frihedsrettighed – ytringsfriheden – som det er tilfældet med den kommende ændring af straffeloven, der skal kriminalisere “udtrykkelig billigelse af visse kriminelle handlinger som led i religiøs oplæring”. Det er reelt at smide barnet ud med badevandet.
Dette ændrer dog ikke ved, at Rose har fat i den lange ende: Vores overlevelse som folk og nation starter med og er afhængig af vores viden om og forankring i vores nationale identitet, kultur og værdier. Det skal være folkelig basisviden. Ellers ved vi ikke, hvad vi skal værne om og kæmpe for.
Interviewet med Flemming Rose kan ses her: http://jyllands-posten.dk/kultur/ECE8953534/flemming-rose-danmarkskanon-er-en-bureaukratisk-selskabsleg/
