Søren Pind er en dreven politiker. Når han spiller Breivik-kortet ved han hvad han gør. Han slår modstanderne under bæltestedet.
Politikere af Pinds type anser sig selv for at være anstændige. Alligevel holder de sig ikke tilbage. Pind siger at han har set udslag af “trumpisme” i dansk politik denne sommer sommer. Hvad skal man så kalde hans eget udspil?
Den samme brændemærkning har været Merkels svar til Pegida, Camerons til UKIP, holdningen til Frihedspartiet i Holland osv: Man nægter at anerkender modstanderen som politisk legitim. Når disse partier som forsøger at deltage i det parlamentariske system, får sådanne betegnelser på sig, hvad forventer man så sker?
Man rykker tæppet væk under fødderne på dem. Er ikke det det samme som at åbne døren for dem der ønsker udenomparlamentariske løsninger?
Hvordan kan man hævde at være mod polarisering når man fører krig mod den nye legale højrefløj?
Grunden er at man ikke har nogle svar på de problemer som den nye højrefløj tager op.
Terror-sommeren har øget opslutningen om disse partier. Det er ind i denne situationen at Pind påstår at kritikerne på højrefløjen kan skabe nye Breivik’er.
Hvor mange har der været de sidste fem år siden Utøya? Man klynger sig nu til at Ali David Sonbaly, en tysk-iraner, kan have været højreradikal. Beviserne vi hidtil har set har været tynde. Det er åbenbaret at man har et stærkt behov for at finde nogle voldsmænd på højrefløjen for at regnestykket skal gå op.
Men det mest påfaldende ved den politiske udvikling i Europa de senere år har været fraværet af hjemlig reaktion på muslimsk vold. Det nævner Pind ikke. Han er ude i et ærinde, nemlig at forsvare sig.
Pind sidder fast mens jihad ruller ind over den vestlige verden. Pind sidder med ansvaret. Han opruster politiet og sikkerhedstjenesterne. Men det kommer ikke til at afværge jihad. Og det kan kun minde befolkningen at vi er i krig.
Hvis Vesten skal genvinde initiativet må der sættes grænser for islams ekspansion i Europa. Men det man foretager sig nu er bagateller. Og når man ser hvor stor modstand selv beskedne forslag som lovgivning mod hadprædikanter udløser, forstår man at det er op ad bakke.
Alligevel vækker selv de små tiltag modstand. Alle forsøg på roll-back vækker modstand som niqab-forbud, og burkini-forbud på strandene. Islam er trængt så dybt ind i de europæiske samfund at dens repræsentanter ikke finder sig i at der sættes grænser for dem.
De har fortsat støtte fra en betydelig del af establishment, typer som Pind og Løkke Rasmussen. De fløjter i mørket.
Forsøget på at stemple højrefløjen som farlig, er latterlig. Ja, der findes en underskov af væmmelig debat på nettet. Det er ikke noget nyt. Men hvad med opfordringer til sharia og islamisering på danske netsteder? Faktum er at danske medier og politikere selv har blåstemplet at imamer åbenlyst går ind for sharia.
Det er ikke stemmer som Katrine Winkel Holm og Eva Agnethe Selsing der polariserer. Det er Pinds måde at behandle politisk uenighed på. Han går ind i en meget spændt politisk situation og lægger skylden på dem som vover at se hvad der foregår.
Pind fornemmer at han taber. Han spiller det sidste kort han har igen: Breivik.
Det er ynkelig.
http://politiken.dk/indland/politik/ECE3348897/pind-gaar-til-angreb-paa-hoejrefloejen/