Det tyske Heimat rører ved dybe strenge. Nu får tyskerne besked om ikke bare at dele deres land med andre, men også at ændre deres kultur og identitet. Islam gehört zu Deutschland, siger Angela Merkel. Nej, svarer Frauke Petry fra AfD. Er det noget mærkelig at AfD vokser med rekordfart?

Når den politiske korrekthed betyder åbne døre for 1,1 million, hovedsagelig muslimer, har Merkel vist at hun mener hvad hun sier. Hård mod grækerne, overmåde generøs mod en kultur og religion som befinder sig i krig med sig selv og andre.

På toppen af det hele heder det at islam og demokrati godt kan lade sig forene. Det hed det også om Tyrkiet, indtil Erdogan viste at man må vælge, og han valgte islam. Den samme Merkel har indgået en omfattende samarbejdsaftale med autokraten Erdogan, Det er bare logisk at en domstol i Hamburg før helgen straffet komikeren Jan Böhmermann og forbød ham at fremføre satirenummeret om Erdogan. Slik en spot skal ikke noget menneske udsættes for, mente domstolen.

Det er forenligheden mellem islam og demokrati i praksis. Islam sejrer.

Merkels politik er en forbundspolitik. Hun trækker konsekvensen af migrationen og har indgået et forbund med den islamiske verden.

Allerede samme aften Böhmermann fremførte sit nummer, lod hun sin talsmand kundgøre at det var “bevidst sårende”. Således ansporede hun Erdogan til at anlægge sag mod en tysk borger for noget som er fremført i Tyskland.

Slik islam er transnational, er EU det, og de mødes i det overnationale. EU afskaffer nationalstaten og islam afskaffer til gengæld Europa slik vi kender det. Radikalismen kan triumfere. Endelig er rødderne rykket op! Både de kristne og de humanistiske.

Den der gør valget tindrende klart, er tysk-jødiske Henryk Broder, en af Tysklands fremste kommentatorer. I Die Welt skriver han: Wer Ja zum Islam sagt, muss auch Ja zur Scharia sagen (Den som siger ja til islam, må også sige ja til sharia).

Politisk korrekthed tror at politik er à la carte. Men det er det ikke. Ikke når det kommer til islam. Det er enten-eller. De politisk korrekte forsøger at holde virkeligheden fra livet, men måden de gør det på bliver mere og mere hysterisk.

Man giver afkald på at forsvare det tyske. Broder formulerer de tyske krav til sameksistens: I er kommet til en kristen-humanistisk kultur. Vi foretrækker kirkeklokker, det er vores historie. I får beholde jeres moskeer, men det som siges i dem skal ikke være fjendtlig eller hadefuldt, hverken til demokratiet, ytringsfriheden, jøder, homofile eller kvinder. Vi ønsker ikke bønneråb, ganske enkelt fordi vi ikke kan li det. Vi vil være villig til at revurdere den dagen kirker er tilladt i Saudi-Arabien og det er slut på forfølgelsen av kristne.

Disse rimelige krav er utænkelige i munden på overhodet for den evangeliske krike, Heinrich Bedform-Strohm. Han vil aldrig gå med til at importen af én millioner muslimer betyder nogen trussel mod den kristne kultur. Da svarer han at det må være en skrøbelig tro hvis den ikke tåler indvandring af to-tre millioner anderledestroende.

Biskopen tolker Skriftens ord om at vende det andet kind til, helt bogstavelig. Han lægger sig flad.

En nevrose består af to modsatte impulser som man forsøger at holde under kontrol. De politisk korrekte mener tolerance er at undsige sig selv og det samfund man lever i. Men ingen art kan i længden undsige sig selv uden at gå til grunde. Det er en type selvafskaffelse som strider mod naturens lov. Under overfladen lurer hysteriet.

Broder går ret i struben på dem: Kairo-erklæringen om menneskerettigheder fra 1990 er helt klar: Sharia trumfer demokrati. Alle rettigheder er underlagt sharia, også ytringsfriheden og retten til liv. Hvis sharia kræver det må mennesket dø.

Slik er de islamske lande indrettet. Nu kommer sharia også hid med de liberale menneskers velsignelse.

Men det er et valg som måske muslimer heller ikke er særlig begejstret for. De kan godt li at beholde det bedste fra begge verdener: hedonismen og sharia. Hvis det blir for meget sharia er det ikke sjov mere. De vantro er i virkeligheden deres garanter for nydelse.

Men de kommer ikke til at forstå det før de har fået deres vilje og sharia spiser seg ind i hverdagen.

Myndighederne har for længst sluttet at interessere sig for hvad de gamle landsmænd måtte mene.

Den der vil lese en længere fremstilling af Broders tanker, kan gå ind på document.no