I midten af marts vajet IS-flag over de antikke ruiner i Palmyra. Indtil da arrangerede Den islamiske stat massehenrettelser i Palmyras teater, tidvis med børn som bødler. Seks uger efter fremfører et russisk symfoniorkester en koncert, “Pray for Palmyra”, på den samme, romersk-inspirerede scene. Nu sidder syriske børn på tribunerne og vajer syriske og russiske flag. Billedet af Palmyras heroiske, dræbte chefsarkæolog står fremme. Putin henvender sig til publikum via videolink. Moskva sender eksperter for at genopbygge UNESCO-ruiner ødelagt af Den islamiske stat.

https://www.youtube.com/watch?v=wzMxk8YM5N4

Det sørgelige er, at ingen vestlige ledere ville finde på at markere sin indsats for klienter i Mellemøsten med at demonstrere sine lands kulturelle storhed på en lignende måde. Bush og Blair talte til sine soldater i Irak, Sarkozy og Cameron krammet på nogle børn i Tripoli. Mangelen på en velgennemtænkt strategi, og ditto mangel på tiltro til egne lands idealer, leder Vesten ud i den ene ulykke efter den anden.

Efter Russlands indmarch i Sydossetien afholdt Putin en lignende koncert som i Palmyra. Ligeledes under OL i Sochi; ønsket er at fremvise russisk storhed for verden. På radio og TV ironiserede NRKs journalister over Putins “gammelmodige” musikvalg, “han går helt tilbage til rødderne”, “han hadde ikke behøvd at gå så langt tilbage”. Men dette følelsesrepertoire virker, det skal fortelle hvem russerne er som folk.

Symbolikken bliver desto kraftigere når en klassisk koncert afholdes i et antik teater i Palmyra, der en af klodens mest brutale terrororganisationer havde tilhold bare uger tidligere. Javel, krigen udkæmpes nådesløst – oprørernes sidste sygehus i Aleppo blev nylig bombet – og Putin & Assad gør gerne en deal med Den islamiske stat når det er belejligt. Men koncerten forteller at krigen udkæmpes på vegne af civilisationen.

Når Vesten styrtede Taliban-regimet, blev symbolet på den nye tid skolepiger og politikvinder med hijab. Ligestilling er godt, bevares, men næppe hvad man udkæmper en krig for. Efter invasionen i Irak bagatelliserede koalitionen angreb på Iraks museer og kristne minoritet. Straks IS var fordrevet fra den vigtige kristne by Ma’loula i Syrien, besøgte en uniformeret Assad byens kloster fra 400’erne. Ville Angela Merkel vovet at gøre det samme, selv i en hijab?

For at propaganda skal virke, må den være troverdig. Når Putin kysser et ikon i en ortodoks kirke, eller en Madonna-figur i Vatikanet, er det en magtdemonstration.

Til alle tider har hærførere opildnet sine soldater med taler før stridighederne. Da er de nødt til at tale sandt, det man ved er løgne, opildner ingen. Pericles’ gravtale er det ultimate eksempel på “hvem er vi” og “hvorfor kæmper vi”.

Demokratier har ikke anledning til at ofre sine soldater med diktaturernes foragt for menneskeliv. Men også demokratier er beredte til enorme opofrelser, om det synes nødvendigt. Overvejende kristne soldater i to verdenskrige er bevis på dét.

Det er ikke kristendommen der gjorde Europa svagt. I modsætning til, hvad vor tids agnostikere hævder, var det da Europa satte kristendommen på gangen, at tvivl på egne idealer og manglende offervilje pacificerede kontinentet. Europæere vil ikke dø for idealer de ikke tror på, og Europas ledere tror åbenbaret ikke på disse idealer nok til at tale om dem når de sender sine soldater i strid. Det er på tide at Europa finder tilbage til sine rødder, og sig selv, før en krigerkultur med røtter i sand slår altfor dybe rødder i vor jord.

http://www.dailymail.co.uk/news/article-3575447/Culture-civilization-return-Palmyra-Russian-orchestra-performs-concert-ancient-Roman-amphitheatre-time-ISIS-used-carry-public-executions-Syria.html