Et vidunderlig amerikansk udtryk: Alle dine handlinger og idéer, dine mangler og fejlsteg, vil før eller senere indhente dig. Det er det som nu sker i Storbritannien med Labour: Venstresiden har i årtier flirtet med antisemitismen. Den fik legitimitet da den blev koblet til “frigøringen” af Palæstina.

Men ligesom palæstinensernes frigørelse er forvandlet til jihad, og jihad er del af en islamisering der fejer over hele den muslimske verden, sier det sig selv at antisemitismen ville gøre sig gældende på et helt andet tidspunkt i britisk politik og samfundsliv, i takt med øget muslimsk indflydelse.

Det er det der nu kommer til overfladen. Ken Livingstone gør det bare enda mere pinligt når han forsvarer en partifælle med at “Hitler var også sionist”.

Problemet er systemisk: Antisemitismen er en konsekvens af den muslimske indvandring. Ikke så at forstå at alle muslimer er antisemitter, men den gældende fortolkning af islam er det, og i stigende grad. Derfor er det de unge fremadstormende muslimer der siger og skriver ting, som for en historisk bevidst europæer må fortone sig som et ekko af tredveårene. Det lyder uhyggeligt. Hvad slags følelser udløser det hos politikerne? De skal have panik.

Nu er det ikke muslimer som er nutidens jøder. De fylder en ganske anden rolle.

Problemet stikker dypt. Vil Storbritannien have styrke til at håndtere det?

En jødisk britisk komiker ved navn David sagde til BBCs Newsnight i går aftes, at venstresiden ikke anerkender at antisemitisme er det samme som racisme. De separerer de to. Racisme er den ægte vare. Antisemitisme må kvalificeres af Israels handlinger. Det gør antisemitismen til en vis grad forståelig. Slig lyder det narrativ som venstresiden fremfører, og det er overtaget af store dele af medierne og politikerne.

Det er som at åbne bagdøren for antisemitismen. Muslimerne tror det er frit frem.

Man kan ikke sige man ikke vidste, ikke forstod. Det her har været under opsejling længe.

Det kan være Labour nu får en værdikamp. Deres kandidat til borgermester i London, Sadiq Khan, lød overbevisende i sin fordømmelse. Men man ser allerede nu to om ikke tre forskellige tilnærmelser. Bag fordømmelsen aner man et ønske om at folk skal blive flinkere til at passe sin mund. Men det er noget helt andet end at gøre noget med problemet.

Nultolerance lyder meget politisk korrekt.