How does European humanitarianism become a road to moral surrender? In Germany, they’re beginning to find out.

Brett Stephens, Wall Street Journal

Angela Merkel tildelte det tyske demokrati et alvorlig slag fredag, da hun åbnede for at komikeren Jan Böhmemann kan stilles for retten for majestætsfornærmelse mod Tyrkiets stærke mand, Recep Tayyip Erdogan.

Merkel opfører sig som ayatollah Khomeini i Iran mod Salman Rushdie: Hun blander genre og domæner, der i et demokrati skal og vil være helt adskilt. For en ayatollah er det ikke noget, der hedder humor og religion. Men de fleste mennesker tager det for givet, at så er det i et demokrati.

Med sin vedtagelse, har Merkel åpnet a can of worms, taget låget af en dåse orm. Mange står i kø for at udnytte den åbning hun har skabt, for at stille humoren under religionens årvågne blik.

Det er en utrolig historie.

Sangen Jan Böhmemann fremførte var som “en liten prut”. En bagatel i et åbent samfund. Værd nogle tweets og Facebook-posteringer. Dagens samtaleemne, og derefter glemt.

Men ikke under Erdogan. På den måde Khomeini gjorde islams humørløshed til hele verdens anliggende, med dødsdom-fatwa over Rushdie, har Erdogan gjort krav på at kunne straffe komikere i Tyskland.

Erdogan har udviklet sig i en retning af stadig mere brutalitet og storhedsvanvid. 2.000 mennesker er trukket til retten i Tyrkiet, anklaget for at fornærme præsidenten. Dette er Caligula-tendenser.

Først mislykkedes Merkel og EU de demokratisk sindede tyrkere. Samarbejdsaftalen med Tyrkiet, udbetaling af 6 milliarder euro og visumfritagelse for tyrkerne, var indrømmelser, der blev givet uden hensyn til alle de overgreb, Erdogan har stået for. Det er faktisk ret mange tyrkere, der er imod Erdogan. Det kurdiske parti HDP fik godt over 10 procent ved sidste valg.

Nu svigter Merkel også tyskerne.

Sympatien er overvældende på Böhmemanns side. Tyskerne havde ikke trodet, at Merkel atter kunne give efter. Det ville være som at knæle og kysse Sultanens fødder. Således fremstilles hun af mange karikaturtegnere – og hun har klogelig nok ikke protesteret.

Mange troede, hun ikke kunne sige ja til Erdogan. Men så hun gør det alligevel.

Hvad er det, der går af Merkel? Nu er hun ikke længere Mutti.

Man kan tale om tilfældet Merkel. Som kasus. Hvordan ser det ud inde i hendes hoved?

Die Welt bemærker, at hun personligt holdt en tale til Kurt Westergaards ære, da han blev forsøgt dræbt, og fik en tysk pris. Den samme Merkel fløj til Paris for at deltage i marchen Je suis Charlie, sammen med statsoverhoveder fra hele verden. Kun Obama holdt sig væk.

Det mærkelige er, at det ikke er muligt at få øje på nogen grund til, at Merkel bør bøje af for Erdogan, dvs. en agtværdig grund. Beslutningen om at tillade strafforfølgelse har hverken juridisk, politisk eller moralsk en gyldig grund, der er et overflødig og katastrofale beslutning, skriver Die Welt.

Også som politisk håndværk er dette dårlig. Erdogan har også indgivet en privat retssag mod Böhmenann. Han er fuld af hævnlyst og bruger den tyrkiske stat som den forlængede arm. Man skulle tro, at en politiker med baggrund fra DDR ville være vár for at blive et instrument for autokrater. De er lunefulde og utaknemmelige.

Men det er, hvad Merkel er blevet. Nu er hendes politiske kapital knyttet til udfaldet af retssagen.

Hun kunne vist, at problemet ville blive løst i en privat retssag, at det var derfor ikke nødvendigt, at staten greb ind. Hun vil derfor opretholdt adskillelsen mellem humor og religion.

Dommen vil nu bære hendes politiske underskrift, skriver Die Welt. Hvis Böhmemann dømmes, vil hun have tilført Tysklands ytringsfrihed et alvorligt slag. Hvis han frikendes vil Erdogan blive rasende, og en prut af en sang på tv vil forsure forbindelserne mellem de to lande.

En klog politiker begår ikke fejl som dette. De ved kalkulerne.

For den humørløse er sangen en overtrædelse. Den uden humor kan ikke, eller vil ikke, se satirens virkemidler. Böhmemann beskriver Erdogan bevidst på en måde, han ved provokerer ham, som han er stjernen i enhver homoseksuel fest. Han beskriver hans nosser og lille penis, han begår bestialitet etc. Og siger, at dette er langt værre end hvad Erdogan gør mod kurderne – som han fører krig mod, eller akademikere og journalister, hans trækker for domstolen.

Satiren ville have afsløret, at et par ord – bare ord – er langt værre og farligere end mord og forfølgelse. Dette har været narrens måde at få os til at se, hvad der virkelig foregår: Spot og spe vil få os til at grine af magthaveren. Hvis potentaten reagerer og langer ud, viser han kun, at sangen er sand.

Men hvem ville have troet, at Merkel ville tage hans parti?