Angela Merkel har sagt ja til at komikeren Jan Böhmermann kan strafforfølges for hans satire over Recep Tayyip Erdoğan. Dermed prisgiver Merkel også ytringsfriheden. Hun har tidligere indgået et samarbejd med Erdogan uden hensyn til de massive menneskerettighedsbrud der har sket under hans styre.

Formelt har Tyskland en lov som kan ramme fornærmelser mod udenlandske statsoverhoveder, men noget helt andet er den politisk kontekst: Erdoğan kvæler pressefriheden i hjemlandet. Ved at åbne for retsforfølgelse af en komiker på tysk jord, signaliserer Merkel at Erdoğans hånd også strækker sig til Tyskland.

Det skal ha været betydelig uenighed indad i koalitionen. Regeringen ved godt at tyskernes tålmodighed er ved bristepunktet. Indrømmelserne overfor Tyrkiet har kostet. At Merkel i en slik situation alligevel vælger at ofre ytringsfriheden, vil for mange tyskere opleves som forstæmmende.

Det er rammen rundt satiren som gør den velkendt: En islamist bliver fornærmet og vil ha komikeren straffet. Alle forventer at det ikke vil ske. Det er ytringsfrihed i Tyskland. Rigtignok findes der en lov mod fornærmelser af statsoverhoveder, men den er næsten ikke brugt og ingen tror at Merkel vil ofre politisk kapital på at tilfredsstille Erdoğan, som mange mener fuldt ud har fortjent satiren.

Så gør Merkel alligevel det uventede: Hun sier hun tillader strafforfølgelse, men at hun selvsagt ikke blander sig op i retsvæsenets arbejde. Det lyder ikke overbevisende. Böhnemann er allerede under politibevogtning. Slik går det når man fornærmer den nye sultan. Han har millioner tilhengere blandt tyrkere i Tyskland.

Det ved Merkel godt. Hun har skabt en storm ud af en lille affære.

Merkel ser udmattet ud, bemærker medierne. Hvorfor søger hun hele tiden mod løsninger der igen og igen tøjer tyskernes tålmodighed? Merkel lader til at have mistet realitetsansen. Hun træffer gang på gang de forkerte valg og kommer islamisterne i møde.