Dagbladene forsøger at gøre Zenia Stampes modstand mod udplacering af soldater til noget det ikke er: Anstændig. De tager hende kun i den gode mening: Hun vil ikke ha en militarisering av offentligheden. Det lyder smukt. Men Stampe siger også noget andet, noget ganske andet, og det er dette som er hendes egentlige budskap.

Det fremkommer tydelig i interviewet med Politiko.dk. Stampe forfølger en strategi, som, hvis den ikke afsløres, tillader hende at stikke af med pointene. Først kommer et humanitært argument som giver indtryk av de bedste hensigter. Hun vil ikke ha soldater med skarpladte våben i gaderne:

»Fordi jeg synes, det er vigtigt, at vi holder fast på forskellen mellem forsvar og politi. Soldater bruger vi i krigstid og i krigszoner til at nedkæmpe fjender. Politiet bruger vi til civilrettede opgaver herhjemme i fredstid. Den adskillelse betyder noget i forhold til både de kompetencer, de hver især har, men også i forhold til de signaler, vi sender.«

Omsorg for befolkningen, omsorg for soldaterne, som hun ellers ikke har høje tanker om. Hun mener de ikke klarer at skelne ven fra en fjende, hvis de står på Nørreport.

Når hun har etableret sit ståsted som “god”, kan hun fyre af:

»Danmark er krig, ja, men det er vi i fremmede dele af verden. Der er ikke i krig i Danmark, og vi har ikke i undtagelsestilstand herhjemme. Jeg er bange for, at vi får sendt et forkert signal om, at der er undtagelsestilstand eller krig i Danmark, og at folk bliver utrygge, når de bevæger sig rundt i landet.«

Her er Stampe ved kernen: Hun vil forhindre at det opstår en undtagelsestilstand i Danmark. Men hvad om det er situationen? Da fremstår Stampes argumenter som sabotage, som at hun løber fjendens ærend.

Hun falder for fristelsen til at si lidt for meget, og så afslører hun at hun slet ikke tar truslerne mot Danmark alvorlig.

……. Og selvom Nørreport Station og Carolineskolen er steder, vi skal passe på, så er det altså ikke verdens brændpunkter. Det er en del af Danmark, og Danmark har aldrig har været fredeligere. Derfor ville det være underligt, hvis vi skulle udstationere soldater i gaderne netop nu.«

Er ikke den jødiske skole et brændpunkt? At benægte det, når man er værdipolitisk ordfører for Radikale Venstre, er ikke en tilfældig udtalelse. Det er netop et værdivalg. Mod jøderne.

At si at “Danmark aldri har været fredeligere” er at angreb på danskerne og en håndstrækning til de som truer samfundet.

Hvis man lægger disse udtalelser ved siden af udtalelser om at Danmark er truet av et nationalkonservativt raseri som er ved at smitte majoriteten, ser man et tydelig mønster: Stampe er på den anden side og hun benytter alle midler for at vinde debatten.

At soldaternes fagforening går mod forslaget, er skammelig. Hvor representativt er det for den vanlige soldat? Synet af soldater i gaderne er vanlig i Paris og Bruxelles. Politikerne har skåret ned budgetterne så politiet bliver overanstrengt. De fleste soldater formodes at ville gøre en indsats.

Når Berlingske skal vurdere DFs forslag, gør lederskribenten det til et spørgsmål om budgetter. Thomas Larsen gør en gennemgang af Cirkus Stampe er tilbage på Borgen og får frem hvor polariserende hun er. Men han ser på form, ikke indhold: